Så kom de endelig!

Noget af det jeg især har set frem til for min tid i Congo er specialet med kvinder med VVF (vesico-vaginal-fistula). Disse kvinders historier har på en særlig måde berørt mig og jeg ser det som et privileium, at få lov til at være en del af deres rejse mod helbredelse!

VVF er en tilstand med en eller flere fistler (kanaler) mellem blære og vagina, forårsaget af kompliceret fødsel. Den åbne kanal fra blæren betyder at kvinderne konstant er inkontinente hvilket resulterer i skam, social isolation og desværre for mange, at de bliver forladt af deres mænd eller udelukket fra deres familier.

VVF forekommer udelukkende i udviklingslande og skyldes utilstrækkelig eller utilgængelig  lægehjælp i forbindelse med fødsel. Kvinderne må føde på egen hånd og kan ende med dagelange fødsler, som forårsager skader i fødselskanalen samt dødfødte børn for de fleste. Hvis kvinderne havde haft mulighed for at få kejsersnit i tide, ville denne forfærdelige tilstand være undgået. 

En del af disse kvinder har levet med deres lidelse i mange år og har søgt behandling forskellige steder og brugt mange penge i håb om at blive helbredt. Flere af dem har fået mislykkede operationer i nabolande.

Vi er nu i den tredje uge ud af 7 med VVF operationer. Vi afholdt vores første dress-ceremoni i mandags! 8 kvinder deltog i denne ceremoni. Vi gør et stort nummer ud af at fejre det, når kvinderne kan rejse “tørre” hjem. Hver af kvinderne får en ny kjole, bliver sminket og får nye smykker som et symbol på en ny identitet. 

Forrest fra venstre: Carole, Francoise, Genifere og Natascha

Bagerst fra venstre: Isabelle, Mama Emilie, Mama Suzanne og Dorothee

De behøver ikke længere at skamme sig, over hvem de er, og har fået fornyet håb og tro på, at de er smukke og værd at elske. Denne forvandling sker dog ikke i den time dress-ceremonien varer. Forvandlingen sker når et håb for helbredelse tændes. Når kvinderne bliver taget imod af sundhedspersonale, som ikke tager afstand fra dem. Når de møder andre kvinder, som har levet med den samme lidelse og skam og de finder ud af, at de ikke er alene. Når de oplever oprigtig kærlighed og venskab med andre patienter, day workers og sygeplejesker uanset om de er tørre eller ej. Når de for første gang i mange år mærker deres blære fyldes og de selv kan kontrollere når de vil tømme den.  Når de erfarer at de er elsket af en kærlig Gud, som har planer om lykke og ikke om ulykke for dem (Jeremias 29:11).  

Genifere (28) var den første, som blev opereret og jeg tog mig af hende på dagen, hvor hun skulle opereres, og den efterfølgende dag. Hun fortalte mig at hun havde haft sin fistel i 5 år. Hendes søn overlevede fødslen, men havde mange sundhedsproblemer. Geniferes mand forlod hende, da hun var inkontinent. I efteråret 2013 blev Geniferes søn alvorligt syg og hun rejste til nabolandet DRC (demokratiske republic Congo) i håb om behandling. Desværre var han for syg til at kunne reddes og Genifere måtte begrave ham langt hjemmefra. Mens Genifere var i DRC hørte hendes onkel om Mercy Ships og han sagde til Genifere, at hun skulle komme hjem og få behandling.

Genriferes indlæggelse var til tider en kamp for hende, især da hun var lidt længere om at komme sig end nogle af de andre kvinder. Hun havde brug for megen opmuntring, da hun havde svært ved at tro på at hun ville blive helt helbredt.

Det var en kæmpe glæde for mig at høre hende dele hendes historie til dress-ceremonien. Det var en meget ærlig historie med megen lidelse og alvor, men det er tydeligt at der er tændt et håb I hende om en bedre fremtid!

      

Her takker Dorothee vores VVF kirurg Dr. Intengre Ouedraogo (Burkina faso)   

Stærke og modige piger!

I de sidste 7 uger har vi foretaget operationer for ca 100 patienter primært med brandskader. Så mange af disse patienter, har fået en særlig plads i mit hjerte, ikke mindst disse to piger: Gaella (6 år) og Benjamine (12 år). Disse to tapre piger har været rigtig meget i gennem, og det er blevet tydeligt for mig, at vejen til helbredelse, for mange af vores patienter, er lang og smertefuld!

Gaella

 

Benjamine 

                                                                     

Jeg tror mange patienter har en ide om, at de bliver opereret – at vi fikser dem og så er alt godt.  Vi gør naturligvis meget ud af at informere om, hvad de kan forvente og at deres resultat vil afhænge af, at de gør de øvelser, vores fysioterapeuter lærer dem og at de vil, få foretaget hyppig sårpleje. 

Jeg prøver at sætte mig ind i hvordan det må føles at være en 6 årig pige, som kommer ind på et stort skib med en masse hvide mennesker i blåt tøj. Hendes mor og far har fortalt hende, at de hvide mennesker vil fikse hendes arme, så de både kan strækkes og bøjes ligesom alle andre børns arme. Sidste gang hun var på et hospital var 4 år siden, da hun fik en forfærdelig forbrænding på din hoved, ryg og arme. På hospitalet behandlede de hende konservativt, dvs uden operation. Da sårende på armene helede, resulterede det I en sammentrækning I albueledene og nedsat bevægelighed. Det sidste sår på håndleddet var kun lige helet op få måneder før ankomsten til det store skib.

Efter sådanne oplevelser ville jeg være rædelsslagen for at være på et hospital igen og især i så fremmede omgivelser. Og det var denne lille pige også. Mit første møde med Gaella var i en nattevagt, den samme dag, hvor hun var blevet opereret. Begge hendes arme var opereret og immobiliseret i plastikskinner - efter operation må de involverede led tvinges til en yderpostition, så muskler og senser kan blive strakt og leddene ikke igen trækker sig sammen.  Hun havde smerter, så jeg gav hende morfin i hendes venflon, men den var tydeligvis ikke godt placeret mere, da hun vred sig og klagede over smerter I foden. Ude af stand til at bruge sine arme, bevægede hun sit hoved hen mod min arm og jeg flyttede den, da jeg var sikker på at hun ville bide mig. Den efterfølgende nat bevægede hun igen sit hoved hen mod min arm, mens jeg målte hendes værdier, denne gang hvilede hun sin pande mod min arm. Sådan en lille handling som udviste tillid og at hun følte sig mere tryg!

I den efterfølgende tid kom Gaellas sprudlende og glade natur tydeligt frem. Hun sprang I armene på os sygeplejersker og hun bragte mange smil og latter. Hun accepterede sine helt strakte arme i skinner og fandt andre måder at komme rundt på. En gang i mellem har vi moret os over at se hende læne hele overkroppen tilbage for at kunne bladre I en bog, cykle på dækket eller at stryge en sygeplejerske over håret, når hun sad på skøddet af os.

Gaella på HOPE center

Benjamines vej til helbredelse har været en hård og krævende proces for hende, hendes trofaste og kærlige mor, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, tolke, sårpleje teamet, radiografer, laboranter, anæstesilæger og læger. Hendes brandskader omfattede halsen, begge armhuler, albuer og brystet. Efter operationen var begge hendes arme i bøjler, som holdt dem i 90 graders vinkel og hun måtte ligge fladt I sengen uden puder, for at hudtransplantatet til hendes hals kunne få ro til at hele. Dette var enormt ubehageligt for hende og hun havde mange smerter, hvorfor hun havde 2 pumper med smertestillende drop I de første uger. At transportere en 12 årig pige, med begge arme strakt ud til siderne, med adskillelige poser, slanger, dropstativer og maskiner gennem de smalle gange og døre fra sengeafdelingen til røngten, som vi matte gøre få dage efter hendes operation, er en team opgave for 5-6 mennesker. De første sårskift krævede ca 10 mennesker og tog 3 timer.

Benjamine og Beth fra Australien (bemærk det norske flag

 i Benjamines hår I anledning af Vinter OL)  

Hendes pleje I den første tid var meget omfattende og at flytte rundt på hende, gav hende ulidelige smerter. Mange gange, når jeg så ind i hendes øjne, i den tid blev mit hjerte brudt en lille smule og jeg var lige ved at græde. I de situationer er der ikke meget andet at gøre end at være der, forsikre hende om at alt bliver okay og bede for hende.

Ca. 5 uger er gået siden hendes første operation (det var nødvendigt at forestage en ny hudtransplantation til hendes højre arm) og der er en verden til forskel fra de første uger! Hun bevæger sig frit rundt, stadig med skinne på den højre arm. Kun den højre arm er nu dækket af forbindinger, de øvrige er helet. Hun kan løfte både hovedet og begge arme.

 

Benjamine er en af de modigste og stærkeste piger jeg kender! På trods af alt det, vi har udsat hende for er hun fortsat positiv og tillidsfuld. At have fået lov til at være en del af hendes vej til helbredelse er en kæmpe privilegium. Hendes smil smelter enhver!

Her er jeg sammen med nogle af mine kollegaer,

patienter og pårørende i  B ward.

Kvinden til højre (ved siden er mig) er Benjamines mor.  

Et år senere og stadig i Afrika...

Sidste søndag var det præcis et år siden jeg ankom til Africa Mercy i Conakry, Guinea. Dette år har været fyldt med overraskelser, udfordringer, læring, venskaber, personlig og åndelig vækst! Jeg er dybt taknemmelig til Gud for alt jeg har fået lov til at opleve – for hvert eneste liv jeg har fået lov til, at berøre og for de aftryk disse mennesker, har efterladt I mit hjerte!   

 

 

I begyndelsen af december overførte vi de sidste af vores ortopædkirurgiske patienter til vores naboafdeling og lukkede B ward ned indtil begyndelsen af januar. Jeg regnede med at de sidste to uger inden min ferie I Zambia ville blive meget stille og med en masse småopgaver – men der tog jeg fejl. Sammen med to andre sygeplejersker fra min afdeling, Nicky fra Holland og Rina fra New Zealand fik jeg til opgave at tilrettelægge fire dages undervisning fra 8.00-16.00 for vores lokale day crew. Der var naturligvis ikke arbejde for dem, når vores afdeling var lukket ned. Vi mødtes mandag d. 9. december og brainstomede omkring relevante emner og gik så i gang med, at forberede undervisning til den følgende dag. Det blev nogle lange dage og en lidt stressende uge, men det var det hele værd!

 

 Fra venstre: Elisabeth, Melinda (teamleder for orto.), Nicky og Rina

Vi underviste blandt andet omkring anatomi og fysiologi, kroppens basale behov, førstehjælp, interaktion med patienter, team building, kulturelle forskelle og konflikter. Det var et kæmpe privilegium, at bruge noget tid, uden for arbejdet i afdelingen, med vores ca 12 tolke (heraf kun 1 kvinde) og at opleve dem være engagerede og ivrige for at lære. Det var bestemt ikke kun dem der blev klogere I den uge! Jeg synes især det var interessant, at lære mere om congolesisk kultur og høre om deres oplevelser I mødet med de forskellige nationaliteter og kulturer på skibet.

Vi begyndte hver dag med en andagt og lovsang – når de først kom i gang med trommer og sang, var de ikke til at stoppe igen! Som afslutning på ugen holdt vi en fest hvor alle sygeplejerskerne fra afdelingen var inviteret og day crew fik overrakt certifikater.

 

Det viste sig at være så stor en success at vi blev bedt om at undervise day crew fra D ward den efterfølgende uge og I næste uge vil tre sygeplejersker fra A ward køre det same forløb for deres day crew.

D. 20. December rejste jeg til Zambia for at fejre jul og nytår med Malene, Andreas og Anne-Mette. Vi havde to meget afslappede uger sammen, hvilket var tiltrængt for os alle. Vi var på nogle små eventyr som fx juleaftensdag hvor vi tog i skoven for at plukke nogle smukke røde blomster som springer ud ved juletid. Vi var alle fire på en ATV og Andreas nød at køre ræs på de hullede mudderveje!

 

 

Juleaften blev tilbragt sammen med nogle andre danskere og jeg forsøgte, at se bort fra at jeg var blevet fortalt, at grisen var blevet parteret på det selv samme spisebord, som vi sad omkring og nød julemiddagen! Det var nu ikke svært for maden var god og selskabet hyggeligt!  

Da jeg rejste fra Zambia følte jeg mig udhvilet og klar til at rejse tilbage til Congo og tage fat igen på en ny runde af plastikkirurgi. D. 7. januar afholdt vi en evalueringsdag for de plastikkirugiske patienter vi opererede i september-oktober.

 

 

 

Ud af de ca. 90 patienter dukkede 54 af dem op og blev set af vores kirurg Tertius Venter fra Syd Afrika. Vi benyttede anledningen til at holde en fest sammen med dem. Gensyns-glæden var stor for både patienter og sygeplejersker!

 

  

 

 

Som sagt er vi nu I gang med en ny runde af plastikkururgi hvilket primært er for, at give patienter funktion tilbage i hænder, arme, ben og fødder efter brandskader. Da de færreste får akut behandling efter brandskader her, kan det forårsage fastlåste led når sårene heler. Disse patienter får som regel transplanteret hud til det berørte område og deres helingsprocess er lang med hyppig sårpleje og fysio- og ergoterapi.

 

 

Vi har I denne omgang 9 uger med operationer og forventer at operere ca 135 patienter fra Brazzaville og den nordlige del af Congo.

 

 

Jeg har I de seneste uger haft den glæde, at have selskab af 4 andre danskere: Peter Thornval fra Aalborg (øjenkirurg), Tine og Holger Damsgaard fra Aarhus (plastikkirurg og medarbejder hos TV2 - Holger havde et meget alsidigt job mens han var på skibet!) og senste ankomne Benedikte Schmidt fra Rødekro (radiograf). Benedikte skal være her I 8 uger, de øvrige var her 2 uger. De har alle gamle minder fra dengang, skibet var Storebæltsfærgen Dronning Ingrid, og nu nye minder som jeg har været så heldig at være en del af.

 

I forrige uge var jeg med til screeningdag I hovedstaden, Brazzaville. Alt forløb roligt, ordentligt og effektivt. Vi havde 500 potentielle patienter i gennem og kunne sige foreløbigt 'ja' til 300 af dem. De vil komme til Pointe-Noire og blive set af vores kirurger i løbet af de næste måneder. Regeringen havde ønsket, at vi  også skulle afholde screening I Brazzaville. Til gengæld sørger staten for patienternes transport til og fra Pointe-Noire, uden dette ville nogle af patienterne helt sikkert ikke have været i stand til at komme.

 

Det var en meget anderledes screeningdag end den vi havde i Poite-Noire i September. Alt var meget mindre og da det var udendørs havde man mere en fornemmelse af hvad der foregik på hele pladsen. Det var en fantastisk oplevelse at møde alle disse patienter og vide at de om bare et par måneder vil få deres liv forvandlet i større eller mindre grad. Der var fx en ung mand på 21 med læbespalte. Han var smart i tøjet og var en pæn fyr på trods af sin læbespalte. Tanken om at han efter en operation på bare en time kan ligne alle andre 21 årige gjorde mig rigtig glad.

 

Der var 2 kvinder som jeg blev nødt til at sende skuffede hjem. Den ene fordi der var andre, med større behov, og den anden fordi hendes problem ligger udenfor vores specialer. Det var hjerteskærende at slukke deres håb på den måde! Jeg beder om at Gud må være med dem og gøre det muligt at de kan få deres helbredelse på en anden måde.

Vi fik set en lille smule af Brazzaville og nød at være lidt afsted fra skibet. Den del af  Brazzaville jeg så ligner en helt almindelig storby med imponerende bygninger, hoteller, springvand, restauranter osv.

Vi har nu kun 2 uger tilbage af ortopædkirurgi. Det var I alt 6 uger – det er gået virkelig stærkt. Vi opererer børn med forskellige deformiteter på benene. Børnene skal blive I sengen de to første dage indtil vi dækker gipsen med fiberglas og de kan begynde at gå. Selv efter de har fået fiberglas på er de meget i sengen, da de gradvist bliver mobiliseret. Det er ofte nogle lange kedelige dage for dem, men når der er tid til det, finder vi på noget sjovt at lave sammen med dem. Her er nogle af mine kollegaer samt Dr. Frank og Dr. Johannes vores ortopædkirurger i gang med at lave papirklip med nogle af børnene :-)  

 

En stor del af livet her på skibet er at leve i tæt fællesskab på godt og ondt. At bo, arbejde og leve her kan ikke undgå at være karakterdannende. Om bare 2 uger rejser nogle af mine bedste venner hjem og i løbet af den næste måned rejser endnu flere. Jeg blev for et par uger siden noget slået ud af at min gode veninde og bofælle, Nina rejser d. 2. dec i stedet for i maj måned. Jeg oplevede at blive konfrontet med min frygt for pludselig forandring og følelsen af at miste noget som et 'mit'. Gud minder mig om at han er trofast og har styr på tingene. Han bringer mennesker ind i mit liv til rette tid og sommetider er det tid til at give slip. Heldigvis kommer der også nogle gode venner fra min tid i Guinea. Min veninde, Elisabeth fra Norge, ankom for en uge siden, og bliver ligeså længe som jeg!

 

Ualmindeligt almindelige hændelser

Hverdagen her på Africa Mercy er fuld af indtryk, sjove og meningsfulde øjeblikke sammen med patienterne. Nogle virker for små og almindelige til at blive skrevet om, men er ikke desto mindre nogle af de oplevelser, som giver størst glæde og mening i min hverdag. Her kommer nogle små glimt:         

 

 

En 6-årig pige som kun kan bruge den ene hånd, da den anden er bundet ind, efter operation, lakerer mine negle i alle mulige forskellige farver. Hun er så begejstret for sit eget værk, siger det er 'smukt' og kysser min tommeltot.

 

En 2-årig dreng med buttede kinder og smilehuller sidder hos mig, mens der er gudstjeneste på afdelingen. Han har ringorm på sin venstre kind og kradser af og til i den. Jeg sidder ikke videre behageligt, da jeg deler stolen med en anden sygeplejerske. At min højre balde sover og jeg måske får ringorm er ligegyldigt da han falder i søvn i mine arme - så hyggeligt!

 

Patienter som begejstret råber mit navn hver eneste gang jeg kommer ind på afdelingen.  

 

En mand går på toilettet tidligt om morgenen på min nattevagt. Hans ene arm er i en slynge efter operation. Han kommer tilbage fra badeværelset og holder sine bukser oppe med den raske hånd. Han passerer mig (som i øvrigt ikke laver noget) og henvender sig til en anden mandlig patient, som hjælper ham med at spænde sine bukser.

 

Patienter som opmuntrer hinanden og beder sammen inden deres operationer.

 

En mand fortæller om sit tidligere liv i kriminalitet og fortæller hvordan, hans liv er blevet forvandlet efter han mødte oprigtig kærlighed og interesse fra andre patienter og personale.    

 

En amerikansk sygeplejerske med mellemblondt hår og vestligt udseende forveklses af patienterne for at være kineser.

 

Patienterne tilbyder at dele deres frokost med mig.

 

En 13-årig patient insisterer på at blive kaldt Michael Jackson. Han danser ofte for os til stor glæde og underholdning for alle.

 

En 4-årig pige medbrandskader, på store dele af kroppen, er indlagt sammen med sin far. De har været meget igennem, da resten af familien ikke overlevede branden. Pigen er rædselsslagen for alle i blå uniformer. Bare man ser på hende begynder hun at græde. Efter et par uger begynder hun at komme ud af sin skal. Pludselig er der smil og grin og hun begynder at lege med de andre børn. Det øjeblik hun kommer og tager mine hænder og vil danse med mig fyldes jeg med en ubeskrivelig følelse af lykke og mening.

 

 

Screening mm.

Screeningdagen gik over al forventning. Mere end 7000 mennesker dukkede håbefulde op ved porten og mere end 4000 blev set af præscreening team, blev indregistreret, fik optaget journal og blev set af en kirurg. Dagen forløb rigtig fint og fredeligt, takket være en storartet indsats fra vores screeningteam og alle dem som rundet omkring i verden har bedt for os og dagen.

Min opgave på dagen var at indregistrere patienter, skrive deres navne, kontaktoplysninger osv. Dette var lidt af en udfordring med navne, som er så anderledes. Med hjælp fra vores daycrew gik det rigtig fint. Vi fandt en rigtig god måde at arbejde sammen på, hvor de skrev navne og telefonnumre ned på en post it note og jeg skrev oplysningerne ind på de rigtige ark.
Vi havde rigtig mange mennesker i gennem og det blev på en måde lidt af et 'samlebåndsarbejde' men jeg er sikker på at det var Gud, der gav mig styrken og overskuddet til, at holde ud og stadig være tålmodig og venlig på trods af træthed og sult. Den sidste time var der helt mørkt og vi måtte klare os med lommelygter.

Her er Nina i gang med at indregistrere en mulig patient

Nogle havde til opgave at lege med børnene og hjælpe dem igennem en lang og udmattende dag.

Min oplevelse af dagen var ret neutral rent følelsesmæssigt. De mennesker jeg mødte havde fået et foreløbigt 'ja' og var derfor glade og tålmodige. Nogle af mine kollegaer var i præscreening og var med til at sende mange mennesker væk, hvilket de var meget påvirket af og bagefter har måttet processe. I kan læse om min værelseskammerat Hannahs oplevelser her, for at få en anden side af historien i hendes blogpost med navnet 'A day of hope'.


Jeg plejede at tænke at det var at 'gnide salt i såret' at sige til folk: "Vi kan desværre ikke hjælpe dig, men vi kan bede for dig". Da dagen nærmede sig ændredes mit syn på det. Jeg tænkte i stedet at det ville være ubarmhjertigt, ikke at bede sammen med folk inden vi sendte dem hjem. At tage tid til at se dem i øjnene, glæde sig sammen med dem som har fået et 'ja' og sørge sammen med dem som har fået et 'nej'. At bede Gud om at gribe ind, helbrede dem og være nær hos dem.
Nogle af mine venner bad for folk den dag og de fortalte om en kvinde, som kom for at få forbøn. Hun havde haft en blodprop i hjernen og det kunne ses ved, at den ene side af hendes ansigt 'hang' og at hun havde besvær med at tale. Mine venner bad for hende og kvinden begyndte at gå mod udgangen. Mens hun gik sagde en af dem: "Vent et øjeblik - dit ansigt er jo helt forandret". Kvindens ansigt var tilbage til det normale og hun kunne tale uden besvær! Al ære til Gud for dette mirakel!
Mange andre oplevede bedring i deres tilstand og mange kom til bønnerummet med vrede og skuffelse (forståeligt nok) men gik opløftede derfra, med en tro på at Gud  god.

Det har været så godt at få afdelingerne fyldt op igen. Hospitalet emmer af liv og det er lettere for os alle sammen at se hvad vi er her for. Jeg arbejder på afdeling B hvor vi har patienter som får foretaget plastikkirurgi. Mange af disse patienter har brandskader som har været ubehandlede eller utilstrækkeligt behandlede. Ved brandskader er der hud og væv som forgår, så når sårene heles, trækker huden sig sammen, for at dække hele området. Da der er for lidt hud, resulterer det i, at led bliver mindre fleksible eller helt låst fast. Behandlingen for disse patienter er derfor at løsne det eller de led, som er involvet og transplantere hud til området. De fleste patienter er indlagt i uger til måneder, da specialicet sårpleje og genoptræning er essentiel for, at patientne får den bedst mulige funktion.

  8-årige Sahara kom til vores screeningdag og var   en af de første patienter som blev opereret. Hendes brandskader var både i ansigt og hendes venstre hånd.

Sahara og hendes mor ankommer til skibet dagen før Saharas operation.

For knap 2 uger siden lagde vi til kaj i Pointe-Noire efter 13 dages sejlads. Det var en festlig dag både for os ombord og for dem som modtog os i havnen. Blandt vores velkomstkomite var Mercy Ships grundlæggere Don og Deyon Stephens, vores advance team, som har været i Congo siden påske og gjort klar til vores field service, adskillelige pressefolk samt repræsentanter fra Congos regering og erhvervsliv.

Don og Deyon Stephens

Det umiddelbare indtryk af byen er, at landet er mere udvilket end de øvrige vestafrikanske lande Mercy Ships har besøgt. I byen findes flotte bygninger, hoteller og huse, men områder med mere primitive boliger og småbutikker er også en del af bybilledet. Der bor flere udlændinge her, blandt andet på grund af olieindustrien, så vi vækker ikke helt så meget opsigt, alene med vores hudfarve.

Udsigten i havnen

Dagen efter vi ankom var vi en gruppe på 10 personer som tog til en strand, som ligger kun ca 3 km fra skibet. Det er en udemærket strand med gode bølger til at surfe (nej, jeg har ikke surfet, bare til dem som skulle være i tvivl :-)) Her mødte vi en mand Rui, fra Portugal som var utroligt imødekommende og venlig. Han tog os med hjem og viste os lidt rundt i byen og fortalte os en masse om, hvordan det er at bo i Pointe-Noire.

I sidste weekend fyldte vi to biler og tog på sightseeing. Vi så nogle forskellige strande og nogle smukke steder, som helt sikkert er værd at besøge igen. Jeg glæder mig meget til at se mere af Congos smukke natur!

Jeg arbejder fortsat i køkkenet, denne uge med. Der har været lidt ekstra tryk på i køkkenet. da vi har skullet oplære vores nye day crew, som nu arbejder sammen med os. Jeg har forsøgt at bruge muligheden til at lære nogle af dem lidt at kende og lære lidt fransk, mens vi renser kyllinger, former burgerbøffer og hvad vi nu ellers laver. Det er nogle rigtig søde og arbejdsomme mennesker.

I søndags havde jeg den glæde at hente min new zealandske veninde Nina i lufthavnen. Mens jeg ventede på hende så jeg en dreng på ca 5 år som havde et navlebrok. Jeg forsøgte på meget dårligt fransk, at forklare hans far, at drengen måske kan blive opereret hos os. Han lod ikke til at forstå, det jeg prøvede at sige og desværre var ingen af de franske gloser jeg havde lært i køkkenet til nogen hjælp ;-)

Jeg henvendte mig til en anden mand som stod ved siden af os, og det viste sig at han talte engelsk, så han hjalp mig med at give mit budskab videre!

I den kommende weekend ankommer ca 25 nye sygeplejersker og vi kommer til at have noget fælles introduktion mandag og tirsdag. Onsdag har vi vores store screeningdag hvor vi forventer flere tusinde mennesker vi komme. Jeg kommer til at hjælpe med at registrere folk som kommer. Jeg er meget spændt på dagen og alle de indtryk der vil være sådan en dag.

Denne video fra sidste års screening i Conakry kan give et indtryk af hvordan screeningdag foregår Screeningdag Conakry 2012

Den 1. sep. åbner hospitalet og d. 2. sep. vil vi foretage de første operationer. Efter 3 månderes pause fra patienter og sygepleje må jeg sige, at jeg glæder mig til at være sygeplejerske igen!

Sail away....

Hav ligeså langt øjet rækker - på en gang ensformigt og hele tiden forskelligt. Varierende lys, nye formationer af skyer, uklart vejr på grund af sand fra Sahara i luften, klart vejr med sol og varme og smukke solnedgange. Bølger, der skummer når skibet skærer igennem dem, flyvefisk der springer op af vandet, flyver elegant og nærmest komisk styrter i bølgerne. Havskildpadder, delfiner som cirka et par gange om dagen glæder besætningen, når de slår følge med skibet, hvaler der, som sjældne gæster dukker op af overfladen - det er mine omgivelser i omtrent en uge endnu!

Selvom jeg i min barndom har sejlet meget med færgen til og fra Læsø, var der en særlig følelse af spænding da skibet i lørdags sejlede ud fra havnen i Santa Cruz, Tenerife. Kommer der til at være turbulens så vi alle sammen kommer til at ligge og brække os? Hvad skal vi få tiden til at gå med på havet i 14 dage?  Løber vi tør for vand? Hvordan vil det føles at sejle ind i havnen i Pointe-Noire?

Det første døgn vi sejlede var der høj sol og fuldstændigt roligt hav. Den næste dag og de øvrige dage har det gynget lidt mere. Ind i mellem føler man sig som en kugle i et af de der spil, hvor det gælder om at vippe banen så kuglen styres i gennem banen udenom hullerne.

Værelset sikret til sejlads!

På mange måder er alt ved det gamle, som da jeg forlod skibet for 2 mdr siden. Mange ting er dog også anderledes, da besætningen er skiftet en del ud siden sidst. Der er en anderledes stemning ombord når der ikke er den normale aktivitet ind og ud af skibet. Det er nemmere at mødes på tværs af arbejdsgrene og lære nye folk at kende.

Fra venstre: Jasmin, frisør (Canada), Erin, ergoterapeut (USA), Amy, sygeplejerske (USA).

Hvis I kigger nøje efter kan I se det originale navn 'Dronning Ingrid i baggrunden.

Her bages kager til folkene på broen 

og i maskinrummet.

Mens vi sejler er vi sygeplejersker omplaceret i andre afdelinger på skibet. Jeg arbejder i køkkenet hveranden dag, hvor jeg skærer grøntsager, vasker op, bager, gør rent osv. Her gælder det om at have et godt fodfæste og sørge for at alle arbejdsredskaber er sikret mod pludselige udsving. Det er hårdt arbejde og lange dage i køkken og spisesal. Jeg har stor respekt for dem som arbejder der hele tiden og jeg vil huske at værdsætte dem meget mere i fremtiden!



Mine fridage har jeg rig mulighed for at bruge på at indhente lidt af den alenetid, der ikke var så meget af i løbet af sommeren. Jeg ser det som en rigtig god mulighed for at stille skarpt på grunden til at jeg er her og blive klar mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt til hvad der skal ske i Congo.



En del aftener tager folk guitarer og trommer med ud på forstavnen og vi synger lovsange til Gud. Det er et vidunderligt sted at prise ham og takke ham for hans skaberværk!

Rapport fra Guinea outreach august 2012 - juni 2013

Arbejdet på skibet er i sandhed livsforvandlende! Hver dag så vi patienter blive helbredt fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt. 

Mercy Ships laver status efter endt outreach, og her er nogle af tallene fra tiden i Guinea:

Hospitalet

490 - Kæbeoperationer

176 - Læbe ganespaltning operationer

99 - Plastik rekonstruktiv operationer 

312 - Almene operationer

63 - Vesico-vaginal fistel operationer

116 - ortopædkirurgiske operationer

51 - Korrektion af klumpfod

29 - Palliativ pleje

Øjeteamet

1,475 - Grå stær operationer

13,483 - Synsprøver og undersøgelser 

Uddeling af 3,706 par briller

Tandteamet

12,209 - patienter

45,168 - Tandudtrækninger mm. 

577 - Tandprotese /Udskiftninger

Hospitalets præstetjeneste

3,806 - En-til-en møder

192 - Udelte bibler

418 - HIV konsultationer 

Lederskabs konference 

463 - Kirkeledere

423 - Lokalsamfunds ledere

313 - Regerings ledere

Glæder mig til at se hvad tiden ombord på Africa Mercy bringer, når vi lægger til kaj i Congo!

Tiden flyver

Tiden flyver afsted her på skibet! Den seneste måned har været travl med fulde senge på alle afdelinger. De patienter vi har haft på det seneste har været folk med brandskader, mange af dem pga at de er faldet ind i ilden, hvilket nemt kan ske fordi folk laver mad over åben ild.

En patient som vi alle sammen er kommet til at lære rigtig godt at kende og holde af er Tene. Hun fik en petroliumslampe ned over sig da hun var bare 3 dage gammel. Dette resulterede i omfattende skader på hendes krop og hænder, men det mest alvorlige var den nederste del af hendes ansigt. Hendes underlæbe var bogstavligt talt 'klistret' fast til hendes brystkasse, hvilket resultrede i et meget mærkeligt udseende med en stor åben mund og ansigtet trukket nedad.

Tene er nu i starten af 30'erne og mor til 2 børn. Hun bidrager til husholdningen med dagligt med at tigge penge så familien får mad på bordet.

Familien var meget betænklige ved at sende hende afsted, da de var bange for at hun ikke ville overleve. Tene var dog fast besluttet på at tage afsted.

For nogle uger siden var Tenes bror der for at besøge hende. Han var meget overvældet over at se hvor godt hun ser ud og hvor godt hun har det.

Vi så en stor forandring hos Tene efter operationen ud over den meget tydelige fysiske forandringer at hun nu kan nu se op, hun kan lukke sin mund og hun kan smile. Hun er en meget humoristisk, griner og smiler og giver så meget omsorg til andre patienter og til os. 

Her på billedet ses Tene sammen med min kollega Jo-ella fra New Zealand.

Påsken var en helt speciel tid her på skibet. Der var mange som havde gjort en stor indsats for at påskens begivenheder kunne blive illustreret for os alle. Der var forskellige andagter og rum hvor man kunne reflektere over påsken budskab: at Jesus døde for alle menneskers synd og han opstod fra de døde. dette betyder at alle mennesker har mulighed for at have fællesskab med Gud og lære han at kende som vores personlige frelser.

Det var en tid for mig med megen refleksion, både omkring påsken men også omkring fremtiden. Jeg har i nogen tid overvejet om jeg skulle komme tilbage til skibet og være med til en hel field service, hvilket er 10 mdr.

Jeg har besluttet at være med i Congo fra juli 2013 til juni 2014 og har derfor sagt mit job op på Aalborg sygehus. Jeg kommer hjem til Danmark fra d. 9. juni til d. 24. juli, hvilket jeg glæder mig meget til.

Jeg begynder også at glæde mig til at prøve at være med fra start til slut i Congo, hvilket vil indbefatte screening af mange tusinde mennesker, mange forskellige specialer, mange forskellige kollegaer osv. Jeg glæder mig til at arbejde med kvinderne med VVF, hvilket jeg ikke havde så meget mulighed for denne gang. Jeg har også hørt at der kommer til at være et nyt speciale for kvinder, med andre tilstande end VVF, hvilket er rigitig spændende.

I sidste weekend var 17 andre her fra skibet og jeg på en tur til en by som hedder Kindia. Det var en skøn weekend og vi nød at være udenfor storbyen, som er meget beskidt og støvet. Det var meget tiltrængt at opleve natur og se at Guinea er et smukt land!

Det var vidunderligt at indånde frisk luft, se vandfald, aber som hoppede rundt itræerne (kunne desværre ikke fange dem med kameraet), sidde udenfor om aftenen, køre på motorcykeltaxis og ellers bare slappe af. Vi oplevede at lille smule regn, hvilket vi var meget begejstrede over. Vi kommer nok til at opleve en del mere regn i næste måned når regntiden begynder. 

En lidt sjov oplevelse var da min norske veninde Elisabeth faldt og slog sit knæ og sin fod. Det blødte og vi forsøgte at rense så godt vi kunne med vand og servietter. Pludselig var der en mand som prøvede at få vores opmærksomhed. Han havde en T-shirt på med reklame for en lokal øl, men et stetoskop om halsen, så vi tænkte at det kunne jo godt være at han var læge. Det viste sig at hun var faldet lige udenfor en lægeklinik (hvilket man ikke kunne se udefra) og lægen rensede og forbandt hendes sår!  

At køre på landevejene er en oplevelse i sig selv. Der er enorme huller i vejene og mange kører meget stærkt i biler som er i meget dårlig stand. Min forståelse af hvornår en bil er fuld er blevet udviddet en del. Vi betalte for 2 ekstra sæder for at få lov til kun at være 4 passagerer i en almindelig bil. Mange af de biler og minibusser vi mødte på vejen var pakket til bristepunktet med mennesker, gods og baggage.