Sail away....

Hav ligeså langt øjet rækker - på en gang ensformigt og hele tiden forskelligt. Varierende lys, nye formationer af skyer, uklart vejr på grund af sand fra Sahara i luften, klart vejr med sol og varme og smukke solnedgange. Bølger, der skummer når skibet skærer igennem dem, flyvefisk der springer op af vandet, flyver elegant og nærmest komisk styrter i bølgerne. Havskildpadder, delfiner som cirka et par gange om dagen glæder besætningen, når de slår følge med skibet, hvaler der, som sjældne gæster dukker op af overfladen - det er mine omgivelser i omtrent en uge endnu!

Selvom jeg i min barndom har sejlet meget med færgen til og fra Læsø, var der en særlig følelse af spænding da skibet i lørdags sejlede ud fra havnen i Santa Cruz, Tenerife. Kommer der til at være turbulens så vi alle sammen kommer til at ligge og brække os? Hvad skal vi få tiden til at gå med på havet i 14 dage?  Løber vi tør for vand? Hvordan vil det føles at sejle ind i havnen i Pointe-Noire?

Det første døgn vi sejlede var der høj sol og fuldstændigt roligt hav. Den næste dag og de øvrige dage har det gynget lidt mere. Ind i mellem føler man sig som en kugle i et af de der spil, hvor det gælder om at vippe banen så kuglen styres i gennem banen udenom hullerne.

Værelset sikret til sejlads!

På mange måder er alt ved det gamle, som da jeg forlod skibet for 2 mdr siden. Mange ting er dog også anderledes, da besætningen er skiftet en del ud siden sidst. Der er en anderledes stemning ombord når der ikke er den normale aktivitet ind og ud af skibet. Det er nemmere at mødes på tværs af arbejdsgrene og lære nye folk at kende.

Fra venstre: Jasmin, frisør (Canada), Erin, ergoterapeut (USA), Amy, sygeplejerske (USA).

Hvis I kigger nøje efter kan I se det originale navn 'Dronning Ingrid i baggrunden.

Her bages kager til folkene på broen 

og i maskinrummet.

Mens vi sejler er vi sygeplejersker omplaceret i andre afdelinger på skibet. Jeg arbejder i køkkenet hveranden dag, hvor jeg skærer grøntsager, vasker op, bager, gør rent osv. Her gælder det om at have et godt fodfæste og sørge for at alle arbejdsredskaber er sikret mod pludselige udsving. Det er hårdt arbejde og lange dage i køkken og spisesal. Jeg har stor respekt for dem som arbejder der hele tiden og jeg vil huske at værdsætte dem meget mere i fremtiden!



Mine fridage har jeg rig mulighed for at bruge på at indhente lidt af den alenetid, der ikke var så meget af i løbet af sommeren. Jeg ser det som en rigtig god mulighed for at stille skarpt på grunden til at jeg er her og blive klar mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt til hvad der skal ske i Congo.



En del aftener tager folk guitarer og trommer med ud på forstavnen og vi synger lovsange til Gud. Det er et vidunderligt sted at prise ham og takke ham for hans skaberværk!

Rapport fra Guinea outreach august 2012 - juni 2013

Arbejdet på skibet er i sandhed livsforvandlende! Hver dag så vi patienter blive helbredt fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt. 

Mercy Ships laver status efter endt outreach, og her er nogle af tallene fra tiden i Guinea:

Hospitalet

490 - Kæbeoperationer

176 - Læbe ganespaltning operationer

99 - Plastik rekonstruktiv operationer 

312 - Almene operationer

63 - Vesico-vaginal fistel operationer

116 - ortopædkirurgiske operationer

51 - Korrektion af klumpfod

29 - Palliativ pleje

Øjeteamet

1,475 - Grå stær operationer

13,483 - Synsprøver og undersøgelser 

Uddeling af 3,706 par briller

Tandteamet

12,209 - patienter

45,168 - Tandudtrækninger mm. 

577 - Tandprotese /Udskiftninger

Hospitalets præstetjeneste

3,806 - En-til-en møder

192 - Udelte bibler

418 - HIV konsultationer 

Lederskabs konference 

463 - Kirkeledere

423 - Lokalsamfunds ledere

313 - Regerings ledere

Glæder mig til at se hvad tiden ombord på Africa Mercy bringer, når vi lægger til kaj i Congo!

Tiden flyver

Tiden flyver afsted her på skibet! Den seneste måned har været travl med fulde senge på alle afdelinger. De patienter vi har haft på det seneste har været folk med brandskader, mange af dem pga at de er faldet ind i ilden, hvilket nemt kan ske fordi folk laver mad over åben ild.

En patient som vi alle sammen er kommet til at lære rigtig godt at kende og holde af er Tene. Hun fik en petroliumslampe ned over sig da hun var bare 3 dage gammel. Dette resulterede i omfattende skader på hendes krop og hænder, men det mest alvorlige var den nederste del af hendes ansigt. Hendes underlæbe var bogstavligt talt 'klistret' fast til hendes brystkasse, hvilket resultrede i et meget mærkeligt udseende med en stor åben mund og ansigtet trukket nedad.

Tene er nu i starten af 30'erne og mor til 2 børn. Hun bidrager til husholdningen med dagligt med at tigge penge så familien får mad på bordet.

Familien var meget betænklige ved at sende hende afsted, da de var bange for at hun ikke ville overleve. Tene var dog fast besluttet på at tage afsted.

For nogle uger siden var Tenes bror der for at besøge hende. Han var meget overvældet over at se hvor godt hun ser ud og hvor godt hun har det.

Vi så en stor forandring hos Tene efter operationen ud over den meget tydelige fysiske forandringer at hun nu kan nu se op, hun kan lukke sin mund og hun kan smile. Hun er en meget humoristisk, griner og smiler og giver så meget omsorg til andre patienter og til os. 

Her på billedet ses Tene sammen med min kollega Jo-ella fra New Zealand.

Påsken var en helt speciel tid her på skibet. Der var mange som havde gjort en stor indsats for at påskens begivenheder kunne blive illustreret for os alle. Der var forskellige andagter og rum hvor man kunne reflektere over påsken budskab: at Jesus døde for alle menneskers synd og han opstod fra de døde. dette betyder at alle mennesker har mulighed for at have fællesskab med Gud og lære han at kende som vores personlige frelser.

Det var en tid for mig med megen refleksion, både omkring påsken men også omkring fremtiden. Jeg har i nogen tid overvejet om jeg skulle komme tilbage til skibet og være med til en hel field service, hvilket er 10 mdr.

Jeg har besluttet at være med i Congo fra juli 2013 til juni 2014 og har derfor sagt mit job op på Aalborg sygehus. Jeg kommer hjem til Danmark fra d. 9. juni til d. 24. juli, hvilket jeg glæder mig meget til.

Jeg begynder også at glæde mig til at prøve at være med fra start til slut i Congo, hvilket vil indbefatte screening af mange tusinde mennesker, mange forskellige specialer, mange forskellige kollegaer osv. Jeg glæder mig til at arbejde med kvinderne med VVF, hvilket jeg ikke havde så meget mulighed for denne gang. Jeg har også hørt at der kommer til at være et nyt speciale for kvinder, med andre tilstande end VVF, hvilket er rigitig spændende.

I sidste weekend var 17 andre her fra skibet og jeg på en tur til en by som hedder Kindia. Det var en skøn weekend og vi nød at være udenfor storbyen, som er meget beskidt og støvet. Det var meget tiltrængt at opleve natur og se at Guinea er et smukt land!

Det var vidunderligt at indånde frisk luft, se vandfald, aber som hoppede rundt itræerne (kunne desværre ikke fange dem med kameraet), sidde udenfor om aftenen, køre på motorcykeltaxis og ellers bare slappe af. Vi oplevede at lille smule regn, hvilket vi var meget begejstrede over. Vi kommer nok til at opleve en del mere regn i næste måned når regntiden begynder. 

En lidt sjov oplevelse var da min norske veninde Elisabeth faldt og slog sit knæ og sin fod. Det blødte og vi forsøgte at rense så godt vi kunne med vand og servietter. Pludselig var der en mand som prøvede at få vores opmærksomhed. Han havde en T-shirt på med reklame for en lokal øl, men et stetoskop om halsen, så vi tænkte at det kunne jo godt være at han var læge. Det viste sig at hun var faldet lige udenfor en lægeklinik (hvilket man ikke kunne se udefra) og lægen rensede og forbandt hendes sår!  

At køre på landevejene er en oplevelse i sig selv. Der er enorme huller i vejene og mange kører meget stærkt i biler som er i meget dårlig stand. Min forståelse af hvornår en bil er fuld er blevet udviddet en del. Vi betalte for 2 ekstra sæder for at få lov til kun at være 4 passagerer i en almindelig bil. Mange af de biler og minibusser vi mødte på vejen var pakket til bristepunktet med mennesker, gods og baggage.  

Kommunikation, eventyr og en sød lille dreng

Jeg har nu været på Africa Mercy i lidt over 2 mdr – dvs halvdelen af den tid jeg skal være her. Det hele føles på mange måder hjemligt, kendt og hverdagsagtigt. Det er dog langt fra trivielt og jeg glæder mig over de spændende mennesker jeg møder og over at jeg får lov til at høre deres historier og være en del af deres liv, om end bare for en kort periode.

En patient jeg for nyligt passede gjorde et stort indtryk på mig. Jeg mødte hende en mandag morgen, hvor jeg fandt ud af at hun havde været indlagt nogle dage hos os, da hendes operation oprindeligt skulle have foregået fredag.

Min patient var 57 år og havde i 20 år haft en tumor i ganen som stak ca 5 cm ud af munden. Fortænderne var skubbet fremad og ud til siderne. Hun var ikke i stand til at lukke sin mund og af den grund havde hun mange problemer med mundvand.

Hun talte et sprog, som ikke ret mange af vores dayworkers eller patienter taler, så jeg kunne ikke rigtig kommunikere med hende.  Jeg satte mig ned hos hende med en side fra en malebog og nogle farver og vi sad sammen en halv times tid og malede. Jeg bemærkede at hun havde meget tør og hård hud i håndfladerne, så jeg fandt noget lotion og gav hende til at smøre dem med. Jeg fornemmede at vi havde en god kontakt men vi havde ikke udvekslet et eneste ord.

Jeg forhørte mig om der var nogen som talte hendes sprog og fik at vide at en dayworker på en anden afdeling gjorde og fik arrangeret at han kunne komme og hjælpe mig med at undervise hende i forhold til operationen og det efterfølgende forløb. Han var rigtig rar og tillidsvækkende og patienten begyndte at fortælle lidt om sit liv. Hun var meget nervøs for at operationen ikke skulle blive til noget, da hun var blevet udsat i fredags. Jeg forsikrede hende om at det ville blive den efterfølgende dag. Hun fortalte at hun er udstødt af sin landsby og at folk gør nar af hende og undgår hende når hun møder dem. Derfor sniger hun sig ud i bushen tidligt om morgen inden det bliver lyst og opholder sig der, indtil mørket falder på og hun kan gå tilbage til sit hus. Hun var meget mærket af alle de svigt, skam, isolation osv hun har oplevet. Hun var bange for at hun med Mercy Ships igen ville opleve svigt.

Hun har udtrykt så stor taknemmelighed over min omsorg for hende og nævnte blandt andet hvor meget det betød for hende, at jeg malede sammen med hende. Hun kaldte mig sin ven, søster og mor. Det føles ikke som meget jeg har gjort for hende, og langt det meste helt uden ord. Jeg er helt overvældet over hendes ord om mig og oplever en enorm taknemmelighed over at kunne være det for hende, som jeg drømte om at få lov at være her!

Hun bad mig om at følge hende hen til operationsgangen, da det blev tid for hendes operation. Hun havde også et stort ønske om at hun og jeg kunne få taget et billede sammen efter hendes operation (se nedenfor)

Dagen efter hendes operation skulle jeg lave noget administrativt arbejde i et tilstødende lokale, da der var for mange sygeplejersker.  Hver formiddag komme vores sygehuspræster rundt på afdelingerne, synger et par sange, deler et ord og beder med patienterne. Jeg hørte at der virkelig var gang i den med sang og trommer den dag og gik ind for at være med. Da jeg kom ind så jeg min patient danse og synge af alle kræfter. Hun var så lykkelig og takkede Gud og os alle sammen :-) Hun blev udskrevet dagen efter til vores patienthotel ‘Hope Center’. Jeg har haft mulighed for at se hende et par gange siden og bare være sammen med hende.

Jeg beder til og håber på at hun må blive vel modtaget i sin landsby og få nogle gode år med fællesskab og glæde. Jeg kan slet ikke forestille mig den ensomhed og isolation hun har levet i, de sidste mange år!

For to uger siden tog 3 piger og jeg ud for at opleve lidt mere af Conakry end de områder vi kender. På vejen hjem gik vi på nogle togskinner langs vandet I retning mod havnen. Vi kom på et tidspunkt til en lille landsby ved vandet og vi mødte nogle lokale der. Som altid når vi kommer nogen steder var det børnene der først fik øje på os og kom os i møde. Der var også nogle mænd som vi kom til at tale med. Jeg talte med en mand som fortalte at dem som bor der er primært flygtninge fra Sierra Leone (de taler engelsk i Sierra Leone, så det var nemt at kommunikere). De var meget venlige og spurgte om vi ville se hvordan de bor. Vi blev vist rundt i et par af deres huse. De er bygget på pæle så de ikke bliver oversvømmede. Det er praktisk talt bare nogle skure med tynde trævægge, Nogle af dem har presseninger på tagene så regnen holdes ude i regntiden. En del af dem har ikke, så de må leve med at det også regner indendørs. Det var på en måde meget surrealistisk at se deres hjem. At forestille sig at så mange mennesker lever under så kummerlige forhold er hjerteskærende. Nogle af rummene var helt uden møbler, andre med møbler, elektricitet og køleskab. De var meget gæstfrie og lod os også tage nogle billeder.

Der var rigtig mange børn, men også mange voksne i forhold til at det var omkring middagstid. Mange af dem har ingen jobs, da der er stor arbejdsløshed og flygtningene ikke star forrest i køen til at få jobs. En af mændende spurgte om vi kunne komme igen og evt undervise i sundhed. Vi var alle 4 meget opsatte på at komme ud at besøge dem igen.

Vi har været der to gange siden og vi har fundet ud af at der faktisk bor omkring 1000 mennesker. Vi har indtil videre bare bygget lidt relationer og leget med børnene, men vi kan se at der er mange mange sundhedsmæssige behov som fx sår. Vi er klar over at der er langt flere behov end vi kan dække, men vi vil gerne gore det vi kan. Vores plan er at få fat i nogle produkter så vi kan yde sårpleje og undervise dem  i forskellige basale sundhedsemner. Det er rigtig spændende at begynde at lære nogle lokale at kende udenfor skibet.

En anden ting jeg nyder ved arbejdet her er at arbejde med alle de børn vi har indlagt. Vi har haft en dejlig livsglad 2-årig indlagt i et par uger, så vi har alle lært ham og hans mor rigitg godt at kende. Det er den søde lille fyr på mit profilbillede på facebook.

FIFA præsident, futtog og fastelavnsboller

I sidste uge skete der noget ret uventet. Der var varslet en stor demonstration mod den nuværende præsident, da befolkningen er utilfredse med at der ikke er udskrevet valg endnu - valget skal efter planen foregå i maj.
På grund af den varslede demonstration havde vi fået udgangsforbud fra skibet og et møde, som skulle have foregået på havnefronten samme dag blev aflyst. Op ad dagen fik vi at vide, at demonstrationen var udsat til ugen efter på grund af at præsidenten for FIFA (Fédération Internationale de Football Association), Joseph S. Blatter, var i Guinea denne dag. Af denne grund blev demonstrationen udsat til onsdag i næste uge! Hvad der så skete lidt senere på dagen var at vi fik besked om at præsidenten var på vej til skibet og at vi kunne forvente hans ankomst indenfor en time!
Alle de biler som normalt står uden for skibet skulle pludselig udenfor hegnet så der kunne være plads til FIFA præsidenten og hans følge. Han blev eskorteret af nogle politibiler/motorcykler med udrykning og det sidste stykke hen til skibet løb ca 8 betjente efter bilen han var i. Det samme skete på vejen ud fra vores område - et noget sjovt syn! Hvordan skulle løbende politimænd beskytte en bil?!
Jeg mødte ikke præsidenten men fik at vide at han blev vist rundt i hospitalet og var meget rørt over at se det og møde patienterne. På billedet nedenfor er præsidenten ved at skrive i vores gæstebog. Kaptajnen står i baggrunden.

En anden lidt sjov oplevelse jeg har haft, skete mandag aften. Vi havde lidt god tid på arbejdet så jeg tænkte at jeg ville sætte mig sammen med en tolk og snakke lidt med en af patienterne. Jeg prøvede at begynde med lidt small talk ved at fortælle lidt om at skibet vi var på, var et dansk skib. Jeg fortalte at der, hvor vi befandt os, havde der tidligere været tog. Da tolken sagde dette videre til patienten lignede patienten et stort spørgsmålstegn. De snakkede lidt sammen og efter lidt tid sagde tolken til mig "hun kommer fra en lille landsby og ved ikke hvad et tog er". Vi forsøgte at forklare at det er nogle vogne som kan transportere mennesker og gods. Pludselig var de to patienter ved siden af også en del af samtalen (som jeg ikke forstod et ord af). Jeg opfangede dog at de alle var i gang med at forklare hende med store armbevægelser hvad et tog var. Efter flere minutter siger tolken til mig at den ene kvinde sagde det var et fly og den anden kvinde sagde det var noget helt andet.... Jeg havde ikke forudset at noget som et tog kunne blive til en samtale for sig ;-)

Her den anden dag satte jeg mig for at lave fastelavnsboller, da jeg jo ikke havde fået nogen i år. De var et stort hit hos vennerne. Jeg fortalte dem om fastelavn, udklædning og at slå katten af tønden osv. Det faktum, at vi i gamle dage havde en levende kat inden i tønden, rystede nogen af dem lidt. Sjovt at opleve andres reaktioner på ens traditioner og høre om deres. 

Kultur mm...

De seneste uger har jeg tænkt meget på vestlig kultur i forhold til den kultur vi møder hos patienter, day workers og ude på gaderne. Hvis man vil kan man sagtens leve i en lille vestlig bobbel her med air condition, vestlig mad, Internet og glemme at vi er i et af verdens fattigste lande.
Vi havde 2 dage med orientering om Guinea, historien, kulturen osv i sidste uge. Det var meget interessant og samtidig enormt hjerteskærende. Guinea er en tidligere fransk koloni og under det franske styre var folket undertrykt - hvilket kan være noget af grunden at folket er meget på vagt overfor udefra kommende indflydelse. Efter det franske styre har der været flere militære diktatorer. Den første folkevalgte præsident  den nuværende præsident Alpha Conda.
Størstedelen er muslimer - mere end 80% og der udover er der en del stammereligioner. Kun ca 2-5% er kristne. Her på skibet bliver patienterne præsenteret for den kristne tro hvis de ønsker det, hvilket rigtig mange faktisk gør.

Virkeligheden for nogle af de patienter vi behandler er, at de har solgt alt hvad de ejer for at rejse her til og få en behandling. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvad det ville betyde for mig at skulle gøre det! Selvom jeg hører nogle af patienternes historier er det virkelig svært helt at forestille sig hvordan det er for dem at leve med forskellige sygdomme og handicaps. Her i Vestafrika er der en udbredt overbevisning om at sygdomme, misdannelser og handicaps skyldes forbandelser. Dette betyder at nogle mennesker lever i social isolation, bliver udstødt af familien og endda at nogle børn fra fødslen bliver forladt af deres familie.

En del af de sygdomme vi behandler skyldes fattigdom og manglende adgang til kvalificeret behandling. Her under VVF som er fistler i underlivet forårsaget af dagelange fødsler. Konsekvensen for kvinderne, ud over at børnene dør ved fødslen, er inkontinens dvs urin løber hele tiden ud. Når de er indlagt hos os kan de hele tiden få nye engangsbleer og få skiftet sengetøj. Det er ikke til at forestille sig hvordan de håndterer det hjemme i deres landsbyer uden de samme muligheder! Nogle har haft problemet i mere end 20 år! Mange af disse kvinders historier er at de er blevet forladt af deres mænd og lever i isolation. Nogle af dem har haft mislykkede operationer, hvilket desværre gør det svært for vores kirurger at hjælpe dem. Når operationerne lykkes og kvinderne bliver 'tørre' er der desto mere grund til at fejre dette. Det bliver gjort med sang og dans til en såkaldt 'dressing ceremony'. Kvinderne får hver en ny flot kjole, får mulighed for at fortælle deres historie og vi fejrer sammen med dem at de er helbredt og dermed har fået en ny identitet. Mange af dem giver udtryk for at de har oplevet at blive forvandlet ved at komme her på skibet og opleve fællesskab og kærlighed. Nogle af dem er kommet til tro på Gud og oplever glæden ved at vide at er elsket af ham.

En anden forfærdelig sygdom er 'Noma', som mest ses hos børn, en infektion i ansigtet som 'æder' hud og muskler. Infektionen skyldes at den naturlige bakterieflora i næse og svælg begynder at blive ødelæggende. Dette er muligt pga dårlig ernæring og nedsat immunforsvar - det er ikke noget vi ser i den vestlige verden. Hvis noma behandles indenfor 48 timer kan infektionen stoppes. Uden behandling vil dele af ansigtet forgå. 9 ud af 10 overlever ikke noma. Operation er først mulig når sårene er helet - dette tager ca 6 mdr. De patienter vi kan hjælpe her får rekonstrueret læber, kinder, næse, vha transplantationer. Nogle må gennemgå flere operationer med ca 3 ugers mellemrum. Disse patienter kræver megen støtte i den lange proces!

Det skal nu ikke lyde så dystert det hele. Patienterne er generelt rigtig glade og hyggelige at være sammen med. Vi har lige startet generel kirurgi hvilket indebærer hernieoperationer (brok) og fjernelse af lipomer, som er godartede tumorer bestående af fedtvæv. Herniepatienterne er ikke indlagt mere end 1-2 dage og en del af dem er børn. Jeg har mødt adskillelige søde børn som jeg kunne have lyst til at tage med hjem ;-)

Min fødselsdag tilbragte jeg sammen med nogle venner på et hotel i nærheden, hvor vi spiste aftensmad. Derefter tog vi hjem til skibet og hyggede os her med vandaerobics og hjemmelavet kage. En lille overraskelse var noget fint genbrugstøj jeg skulle have på mens vi spiste kage - en hårbøjle med glimmer gevir, en vest med broderier og spejle.  

Jeg har ret meget fritid, da der jo ikke som sådan er noget jeg skal, andet end at vaske mit tøj og ind i mellem gøre rent på værelset og badeværelset. Det er ikke dårligt at få maden lavet hver dag og slippe for opvasken ;-)

Fritiden bruger jeg på at læse, ligge ved poolen, gå ture i området, besøge børnehjem og andre projekter Mercy Ships er involveret i, gå på markeder, spille spil, møde nye mennesker osv. Jeg var på en tur til en ø i sidste weekend. Det var skønt at sejle og se noget andet end byen her. Folkene her i Guinea er rigtigt venlige. Folk hilser på os på gaden og vi får mange positive reaktioner på Mercy Ships.

Livet på Africa Mercy og A ward

En uge er gået her på skibet på Afrikas vestkyst. Der har været så mange indtryk at det føles som om jeg har været her i en måned!De første dage var meget overvældende på mange måder. Bare det at finde rundt på skibet og blive kendt med det hele krævede en del energi. Det var enormt trættende de første dage, da vi fik så mange nye informationer. Nogle gange var det som om min hjerne lige tog en pause og jeg opdagede lidt senere at jeg ikke havde lyttet til det der blev sagt.


Alle her på skibet giver udtryk for at de elsker livet her og de sygeplejersker som intruducerede os snakkede meget om hvor sjovt man har det. De første 2 dage med introduktion til arbejdet, hvor jeg gik sammen med en anden sygeplejerske, var ikke ret sjove. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i det hele og finde ud af hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kan godt lide at have overblik over patienterne, vide hvad jeg skal gøre osv. og det havde jeg på ingen måde. De sygeplejersker som jeg bor på værelse med følte på samme måde - det var rart at kunne snakke om tingene med dem og følge hinanden i op- og nedture. Nina og jeg jokede med, at vi ville søge om et andet job her, med mindre ansvar, hvis vi stadig havde det sådan om 2 uger :-) Det er en underlig fornemmelse at føle sig som en gæst på et sted man ved man skal bo, arbejde og leve i 4,5 mdr. - men her en uge efter ankomst begynder tingene at føles mere hjemlige og jeg slapper mere af. Jeg begynder også at vænne mig til at tale engelsk hele tiden. Første vagt på egen hånd gik godt, så det gav mig mere mod på det hele!

Der er i alt 20 senge min afdeling 'A ward', hvilket er et stort rum, dog delt på midten af en væg.
De patienter vi har er børn og voksne med grå stær, børn og voksne med læbe- og/eller ganespalte, børn og voksne med hoved-/halstumorer, kvinder med fistler (VVF, vesico-vaginal fistler forårsaget af dagelange fødsler). Lige for tiden har vi alle slags patienter på A ward, så jeg får set lidt af hvert!
Hvis det er børn som er indlagt, vil der være en madras under sengen hvor deres mor eller far og evt mindre søskende kan sove. Der foregår så meget på stuerne. Patienterne blander sig i hinandens samtaler, tager sig af hinandens børn osv. De fleste er meget ublufærdige, de ammer deres børn, skifter tøj osv uden at lade sig gå på af hvem der er på stuen osv (vi vestlige kan more os lidt over at det her i Guinea ikke er noget problem at vise bryster, hvorimod det anses for meget frækt at vise sine knæ).


Patienterne taler mange forskellige sprog, fransk eller forskellige stammesprog (sosu, fula, Krio, malingo) så vi er dybt afhængige af vores lokale tolke. Tolkene eller 'dayworkers' som vi kalder dem indgår som en meget naturlig del af livet på afdelingerne. De tager sig af meget af undervisningen til patienterne og mange praktiske ting. Det har overrasket mig hvor naturligt det er at tage dem med i forskellige situationer - men det er jo også meget nødvendigt for at vi kan kommunikere med patienterne. Med mindre ting kan man ofte klare sig med 'gæt og grimasser' hvilket kan være ret sjovt! Ind i mellem er vi nødt til at bruge andre patienters caregivers som tolke, hvilket ville være fuldstændig uhørt hjemme i DK. Her anses 'privatliv' ikke som en ret eller noget man har brug for at gøre krav på.
Hvis patienterne skal have nogle mere alvorlige beskeder har vi dog nogle særligt trænede rådgivere som kan tale med patienterne. Disse beskeder kunne fx være at de er testet HIV positiv eller at deres sygdom er ondartet og vi så desværre ikke kan operere dem. Der er ingen mulighed for kemoterapi eller stråleterapi her i landet, hvilket er grunden til at vi ikke kan operere dem, da de ikke ville være godt hjulpet.


Ved vagtskifte mødes vi alle for at give rapport for den forgående vagt og for at sige Gud tak for at han har været med og bede ham om at velsigne resten af dagen. Patienterne bliver også tilbudt forbøn inden de skal ind på operationsgangen, hvilket mange af dem tager imod. Der er en meget speciel fornemmelse af enhed og fælles fokus alle faggrupper i mellem.  


Lige en lille sjov historie fra lørdag aften. Min afdeling var lukket så det betød at jeg skulle være på en anden afdeling, hvor der var 1 'rigtig patient' og 15 andre hotel patienter, som ventede på forundersøgelse den følgende mandag for VVF operationer. Jeg havde ikke noget dayworker hos mig, så jeg kunne ikke kommunikere med dem, undtagen en af dem som tale engeksl, men hun kunne ikke tale med de andre så det var ikke til så stor hjælp. Jeg kedede mig fordi jeg ikke havde ret mange opgaver og fordi jeg ikke kunne snakke med dem. Så jeg fik den ide at jeg kunne afspille en dansk sang for dem og så bede dem om at lære mig nogle af deres sange. Jeg fik en dayworker til at oversætte det og gik så i gang med at afspille sangen. Bagefter gjorde jeg tegn til at det var deres tur og den engelsktalende kvindek begyndte at synge, men ingen andre kendte og forstod sangen og den døde lidt ud. Jeg troede at hele ville ende her og at det var lidt af et flop. Det gik op for mig at de troede at de skulle synge sange på engelsk, hvilket de selvfølgelig ikke kunne. Jeg fik kommunikeret at de skulle synge på deres egne sprog og så var alle kvinderne med. En fandt en tromme frem og vi begyndte at synge og danse (ja, jeg dansede også!) - og det udviklede sig til 1,5 times dansefest hvor flere af patienterne fra naboafdelingen sluttede sig til samt flere af de andre sygeplejersker og dayworkers - det var virkelig sjovt!


Den første dag på A ward var jeg med da 3 børn, som var blevet opereret for grå stær dagen før, fik deres klapper for øjnene af! Det var fantastisk at se hvordan de reagerede da de fandt ud af at de kunne se. Nogle af børnene er helt blinde før operation, andre har meget nedsat syn. En af drengene var et stort smil og man kunne ikke lade være med at blive smittet af hans glæde! Drengen jeg taler om er ham med de grønne solbriller. Desværre blev smilet ikke fanget af kameraet. Se billedet nedenfor.


Det giver rigtig meget mening at være med til at gøre en forskel for de her mennesker! At vide at de ikke ville have fået behandlingen hvis vi ikke havde været der, gør mig meget taknemmelig over at være lige netop her.