Screening mm.

Screeningdagen gik over al forventning. Mere end 7000 mennesker dukkede håbefulde op ved porten og mere end 4000 blev set af præscreening team, blev indregistreret, fik optaget journal og blev set af en kirurg. Dagen forløb rigtig fint og fredeligt, takket være en storartet indsats fra vores screeningteam og alle dem som rundet omkring i verden har bedt for os og dagen.

Min opgave på dagen var at indregistrere patienter, skrive deres navne, kontaktoplysninger osv. Dette var lidt af en udfordring med navne, som er så anderledes. Med hjælp fra vores daycrew gik det rigtig fint. Vi fandt en rigtig god måde at arbejde sammen på, hvor de skrev navne og telefonnumre ned på en post it note og jeg skrev oplysningerne ind på de rigtige ark.
Vi havde rigtig mange mennesker i gennem og det blev på en måde lidt af et 'samlebåndsarbejde' men jeg er sikker på at det var Gud, der gav mig styrken og overskuddet til, at holde ud og stadig være tålmodig og venlig på trods af træthed og sult. Den sidste time var der helt mørkt og vi måtte klare os med lommelygter.

Her er Nina i gang med at indregistrere en mulig patient

Nogle havde til opgave at lege med børnene og hjælpe dem igennem en lang og udmattende dag.

Min oplevelse af dagen var ret neutral rent følelsesmæssigt. De mennesker jeg mødte havde fået et foreløbigt 'ja' og var derfor glade og tålmodige. Nogle af mine kollegaer var i præscreening og var med til at sende mange mennesker væk, hvilket de var meget påvirket af og bagefter har måttet processe. I kan læse om min værelseskammerat Hannahs oplevelser her, for at få en anden side af historien i hendes blogpost med navnet 'A day of hope'.


Jeg plejede at tænke at det var at 'gnide salt i såret' at sige til folk: "Vi kan desværre ikke hjælpe dig, men vi kan bede for dig". Da dagen nærmede sig ændredes mit syn på det. Jeg tænkte i stedet at det ville være ubarmhjertigt, ikke at bede sammen med folk inden vi sendte dem hjem. At tage tid til at se dem i øjnene, glæde sig sammen med dem som har fået et 'ja' og sørge sammen med dem som har fået et 'nej'. At bede Gud om at gribe ind, helbrede dem og være nær hos dem.
Nogle af mine venner bad for folk den dag og de fortalte om en kvinde, som kom for at få forbøn. Hun havde haft en blodprop i hjernen og det kunne ses ved, at den ene side af hendes ansigt 'hang' og at hun havde besvær med at tale. Mine venner bad for hende og kvinden begyndte at gå mod udgangen. Mens hun gik sagde en af dem: "Vent et øjeblik - dit ansigt er jo helt forandret". Kvindens ansigt var tilbage til det normale og hun kunne tale uden besvær! Al ære til Gud for dette mirakel!
Mange andre oplevede bedring i deres tilstand og mange kom til bønnerummet med vrede og skuffelse (forståeligt nok) men gik opløftede derfra, med en tro på at Gud  god.

Det har været så godt at få afdelingerne fyldt op igen. Hospitalet emmer af liv og det er lettere for os alle sammen at se hvad vi er her for. Jeg arbejder på afdeling B hvor vi har patienter som får foretaget plastikkirurgi. Mange af disse patienter har brandskader som har været ubehandlede eller utilstrækkeligt behandlede. Ved brandskader er der hud og væv som forgår, så når sårene heles, trækker huden sig sammen, for at dække hele området. Da der er for lidt hud, resulterer det i, at led bliver mindre fleksible eller helt låst fast. Behandlingen for disse patienter er derfor at løsne det eller de led, som er involvet og transplantere hud til området. De fleste patienter er indlagt i uger til måneder, da specialicet sårpleje og genoptræning er essentiel for, at patientne får den bedst mulige funktion.

  8-årige Sahara kom til vores screeningdag og var   en af de første patienter som blev opereret. Hendes brandskader var både i ansigt og hendes venstre hånd.

Sahara og hendes mor ankommer til skibet dagen før Saharas operation.

For knap 2 uger siden lagde vi til kaj i Pointe-Noire efter 13 dages sejlads. Det var en festlig dag både for os ombord og for dem som modtog os i havnen. Blandt vores velkomstkomite var Mercy Ships grundlæggere Don og Deyon Stephens, vores advance team, som har været i Congo siden påske og gjort klar til vores field service, adskillelige pressefolk samt repræsentanter fra Congos regering og erhvervsliv.

Don og Deyon Stephens

Det umiddelbare indtryk af byen er, at landet er mere udvilket end de øvrige vestafrikanske lande Mercy Ships har besøgt. I byen findes flotte bygninger, hoteller og huse, men områder med mere primitive boliger og småbutikker er også en del af bybilledet. Der bor flere udlændinge her, blandt andet på grund af olieindustrien, så vi vækker ikke helt så meget opsigt, alene med vores hudfarve.

Udsigten i havnen

Dagen efter vi ankom var vi en gruppe på 10 personer som tog til en strand, som ligger kun ca 3 km fra skibet. Det er en udemærket strand med gode bølger til at surfe (nej, jeg har ikke surfet, bare til dem som skulle være i tvivl :-)) Her mødte vi en mand Rui, fra Portugal som var utroligt imødekommende og venlig. Han tog os med hjem og viste os lidt rundt i byen og fortalte os en masse om, hvordan det er at bo i Pointe-Noire.

I sidste weekend fyldte vi to biler og tog på sightseeing. Vi så nogle forskellige strande og nogle smukke steder, som helt sikkert er værd at besøge igen. Jeg glæder mig meget til at se mere af Congos smukke natur!

Jeg arbejder fortsat i køkkenet, denne uge med. Der har været lidt ekstra tryk på i køkkenet. da vi har skullet oplære vores nye day crew, som nu arbejder sammen med os. Jeg har forsøgt at bruge muligheden til at lære nogle af dem lidt at kende og lære lidt fransk, mens vi renser kyllinger, former burgerbøffer og hvad vi nu ellers laver. Det er nogle rigtig søde og arbejdsomme mennesker.

I søndags havde jeg den glæde at hente min new zealandske veninde Nina i lufthavnen. Mens jeg ventede på hende så jeg en dreng på ca 5 år som havde et navlebrok. Jeg forsøgte på meget dårligt fransk, at forklare hans far, at drengen måske kan blive opereret hos os. Han lod ikke til at forstå, det jeg prøvede at sige og desværre var ingen af de franske gloser jeg havde lært i køkkenet til nogen hjælp ;-)

Jeg henvendte mig til en anden mand som stod ved siden af os, og det viste sig at han talte engelsk, så han hjalp mig med at give mit budskab videre!

I den kommende weekend ankommer ca 25 nye sygeplejersker og vi kommer til at have noget fælles introduktion mandag og tirsdag. Onsdag har vi vores store screeningdag hvor vi forventer flere tusinde mennesker vi komme. Jeg kommer til at hjælpe med at registrere folk som kommer. Jeg er meget spændt på dagen og alle de indtryk der vil være sådan en dag.

Denne video fra sidste års screening i Conakry kan give et indtryk af hvordan screeningdag foregår Screeningdag Conakry 2012

Den 1. sep. åbner hospitalet og d. 2. sep. vil vi foretage de første operationer. Efter 3 månderes pause fra patienter og sygepleje må jeg sige, at jeg glæder mig til at være sygeplejerske igen!

Sail away....

Hav ligeså langt øjet rækker - på en gang ensformigt og hele tiden forskelligt. Varierende lys, nye formationer af skyer, uklart vejr på grund af sand fra Sahara i luften, klart vejr med sol og varme og smukke solnedgange. Bølger, der skummer når skibet skærer igennem dem, flyvefisk der springer op af vandet, flyver elegant og nærmest komisk styrter i bølgerne. Havskildpadder, delfiner som cirka et par gange om dagen glæder besætningen, når de slår følge med skibet, hvaler der, som sjældne gæster dukker op af overfladen - det er mine omgivelser i omtrent en uge endnu!

Selvom jeg i min barndom har sejlet meget med færgen til og fra Læsø, var der en særlig følelse af spænding da skibet i lørdags sejlede ud fra havnen i Santa Cruz, Tenerife. Kommer der til at være turbulens så vi alle sammen kommer til at ligge og brække os? Hvad skal vi få tiden til at gå med på havet i 14 dage?  Løber vi tør for vand? Hvordan vil det føles at sejle ind i havnen i Pointe-Noire?

Det første døgn vi sejlede var der høj sol og fuldstændigt roligt hav. Den næste dag og de øvrige dage har det gynget lidt mere. Ind i mellem føler man sig som en kugle i et af de der spil, hvor det gælder om at vippe banen så kuglen styres i gennem banen udenom hullerne.

Værelset sikret til sejlads!

På mange måder er alt ved det gamle, som da jeg forlod skibet for 2 mdr siden. Mange ting er dog også anderledes, da besætningen er skiftet en del ud siden sidst. Der er en anderledes stemning ombord når der ikke er den normale aktivitet ind og ud af skibet. Det er nemmere at mødes på tværs af arbejdsgrene og lære nye folk at kende.

Fra venstre: Jasmin, frisør (Canada), Erin, ergoterapeut (USA), Amy, sygeplejerske (USA).

Hvis I kigger nøje efter kan I se det originale navn 'Dronning Ingrid i baggrunden.

Her bages kager til folkene på broen 

og i maskinrummet.

Mens vi sejler er vi sygeplejersker omplaceret i andre afdelinger på skibet. Jeg arbejder i køkkenet hveranden dag, hvor jeg skærer grøntsager, vasker op, bager, gør rent osv. Her gælder det om at have et godt fodfæste og sørge for at alle arbejdsredskaber er sikret mod pludselige udsving. Det er hårdt arbejde og lange dage i køkken og spisesal. Jeg har stor respekt for dem som arbejder der hele tiden og jeg vil huske at værdsætte dem meget mere i fremtiden!



Mine fridage har jeg rig mulighed for at bruge på at indhente lidt af den alenetid, der ikke var så meget af i løbet af sommeren. Jeg ser det som en rigtig god mulighed for at stille skarpt på grunden til at jeg er her og blive klar mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt til hvad der skal ske i Congo.



En del aftener tager folk guitarer og trommer med ud på forstavnen og vi synger lovsange til Gud. Det er et vidunderligt sted at prise ham og takke ham for hans skaberværk!

Rapport fra Guinea outreach august 2012 - juni 2013

Arbejdet på skibet er i sandhed livsforvandlende! Hver dag så vi patienter blive helbredt fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt. 

Mercy Ships laver status efter endt outreach, og her er nogle af tallene fra tiden i Guinea:

Hospitalet

490 - Kæbeoperationer

176 - Læbe ganespaltning operationer

99 - Plastik rekonstruktiv operationer 

312 - Almene operationer

63 - Vesico-vaginal fistel operationer

116 - ortopædkirurgiske operationer

51 - Korrektion af klumpfod

29 - Palliativ pleje

Øjeteamet

1,475 - Grå stær operationer

13,483 - Synsprøver og undersøgelser 

Uddeling af 3,706 par briller

Tandteamet

12,209 - patienter

45,168 - Tandudtrækninger mm. 

577 - Tandprotese /Udskiftninger

Hospitalets præstetjeneste

3,806 - En-til-en møder

192 - Udelte bibler

418 - HIV konsultationer 

Lederskabs konference 

463 - Kirkeledere

423 - Lokalsamfunds ledere

313 - Regerings ledere

Glæder mig til at se hvad tiden ombord på Africa Mercy bringer, når vi lægger til kaj i Congo!

Tiden flyver

Tiden flyver afsted her på skibet! Den seneste måned har været travl med fulde senge på alle afdelinger. De patienter vi har haft på det seneste har været folk med brandskader, mange af dem pga at de er faldet ind i ilden, hvilket nemt kan ske fordi folk laver mad over åben ild.

En patient som vi alle sammen er kommet til at lære rigtig godt at kende og holde af er Tene. Hun fik en petroliumslampe ned over sig da hun var bare 3 dage gammel. Dette resulterede i omfattende skader på hendes krop og hænder, men det mest alvorlige var den nederste del af hendes ansigt. Hendes underlæbe var bogstavligt talt 'klistret' fast til hendes brystkasse, hvilket resultrede i et meget mærkeligt udseende med en stor åben mund og ansigtet trukket nedad.

Tene er nu i starten af 30'erne og mor til 2 børn. Hun bidrager til husholdningen med dagligt med at tigge penge så familien får mad på bordet.

Familien var meget betænklige ved at sende hende afsted, da de var bange for at hun ikke ville overleve. Tene var dog fast besluttet på at tage afsted.

For nogle uger siden var Tenes bror der for at besøge hende. Han var meget overvældet over at se hvor godt hun ser ud og hvor godt hun har det.

Vi så en stor forandring hos Tene efter operationen ud over den meget tydelige fysiske forandringer at hun nu kan nu se op, hun kan lukke sin mund og hun kan smile. Hun er en meget humoristisk, griner og smiler og giver så meget omsorg til andre patienter og til os. 

Her på billedet ses Tene sammen med min kollega Jo-ella fra New Zealand.

Påsken var en helt speciel tid her på skibet. Der var mange som havde gjort en stor indsats for at påskens begivenheder kunne blive illustreret for os alle. Der var forskellige andagter og rum hvor man kunne reflektere over påsken budskab: at Jesus døde for alle menneskers synd og han opstod fra de døde. dette betyder at alle mennesker har mulighed for at have fællesskab med Gud og lære han at kende som vores personlige frelser.

Det var en tid for mig med megen refleksion, både omkring påsken men også omkring fremtiden. Jeg har i nogen tid overvejet om jeg skulle komme tilbage til skibet og være med til en hel field service, hvilket er 10 mdr.

Jeg har besluttet at være med i Congo fra juli 2013 til juni 2014 og har derfor sagt mit job op på Aalborg sygehus. Jeg kommer hjem til Danmark fra d. 9. juni til d. 24. juli, hvilket jeg glæder mig meget til.

Jeg begynder også at glæde mig til at prøve at være med fra start til slut i Congo, hvilket vil indbefatte screening af mange tusinde mennesker, mange forskellige specialer, mange forskellige kollegaer osv. Jeg glæder mig til at arbejde med kvinderne med VVF, hvilket jeg ikke havde så meget mulighed for denne gang. Jeg har også hørt at der kommer til at være et nyt speciale for kvinder, med andre tilstande end VVF, hvilket er rigitig spændende.

I sidste weekend var 17 andre her fra skibet og jeg på en tur til en by som hedder Kindia. Det var en skøn weekend og vi nød at være udenfor storbyen, som er meget beskidt og støvet. Det var meget tiltrængt at opleve natur og se at Guinea er et smukt land!

Det var vidunderligt at indånde frisk luft, se vandfald, aber som hoppede rundt itræerne (kunne desværre ikke fange dem med kameraet), sidde udenfor om aftenen, køre på motorcykeltaxis og ellers bare slappe af. Vi oplevede at lille smule regn, hvilket vi var meget begejstrede over. Vi kommer nok til at opleve en del mere regn i næste måned når regntiden begynder. 

En lidt sjov oplevelse var da min norske veninde Elisabeth faldt og slog sit knæ og sin fod. Det blødte og vi forsøgte at rense så godt vi kunne med vand og servietter. Pludselig var der en mand som prøvede at få vores opmærksomhed. Han havde en T-shirt på med reklame for en lokal øl, men et stetoskop om halsen, så vi tænkte at det kunne jo godt være at han var læge. Det viste sig at hun var faldet lige udenfor en lægeklinik (hvilket man ikke kunne se udefra) og lægen rensede og forbandt hendes sår!  

At køre på landevejene er en oplevelse i sig selv. Der er enorme huller i vejene og mange kører meget stærkt i biler som er i meget dårlig stand. Min forståelse af hvornår en bil er fuld er blevet udviddet en del. Vi betalte for 2 ekstra sæder for at få lov til kun at være 4 passagerer i en almindelig bil. Mange af de biler og minibusser vi mødte på vejen var pakket til bristepunktet med mennesker, gods og baggage.  

Kommunikation, eventyr og en sød lille dreng

Jeg har nu været på Africa Mercy i lidt over 2 mdr – dvs halvdelen af den tid jeg skal være her. Det hele føles på mange måder hjemligt, kendt og hverdagsagtigt. Det er dog langt fra trivielt og jeg glæder mig over de spændende mennesker jeg møder og over at jeg får lov til at høre deres historier og være en del af deres liv, om end bare for en kort periode.

En patient jeg for nyligt passede gjorde et stort indtryk på mig. Jeg mødte hende en mandag morgen, hvor jeg fandt ud af at hun havde været indlagt nogle dage hos os, da hendes operation oprindeligt skulle have foregået fredag.

Min patient var 57 år og havde i 20 år haft en tumor i ganen som stak ca 5 cm ud af munden. Fortænderne var skubbet fremad og ud til siderne. Hun var ikke i stand til at lukke sin mund og af den grund havde hun mange problemer med mundvand.

Hun talte et sprog, som ikke ret mange af vores dayworkers eller patienter taler, så jeg kunne ikke rigtig kommunikere med hende.  Jeg satte mig ned hos hende med en side fra en malebog og nogle farver og vi sad sammen en halv times tid og malede. Jeg bemærkede at hun havde meget tør og hård hud i håndfladerne, så jeg fandt noget lotion og gav hende til at smøre dem med. Jeg fornemmede at vi havde en god kontakt men vi havde ikke udvekslet et eneste ord.

Jeg forhørte mig om der var nogen som talte hendes sprog og fik at vide at en dayworker på en anden afdeling gjorde og fik arrangeret at han kunne komme og hjælpe mig med at undervise hende i forhold til operationen og det efterfølgende forløb. Han var rigtig rar og tillidsvækkende og patienten begyndte at fortælle lidt om sit liv. Hun var meget nervøs for at operationen ikke skulle blive til noget, da hun var blevet udsat i fredags. Jeg forsikrede hende om at det ville blive den efterfølgende dag. Hun fortalte at hun er udstødt af sin landsby og at folk gør nar af hende og undgår hende når hun møder dem. Derfor sniger hun sig ud i bushen tidligt om morgen inden det bliver lyst og opholder sig der, indtil mørket falder på og hun kan gå tilbage til sit hus. Hun var meget mærket af alle de svigt, skam, isolation osv hun har oplevet. Hun var bange for at hun med Mercy Ships igen ville opleve svigt.

Hun har udtrykt så stor taknemmelighed over min omsorg for hende og nævnte blandt andet hvor meget det betød for hende, at jeg malede sammen med hende. Hun kaldte mig sin ven, søster og mor. Det føles ikke som meget jeg har gjort for hende, og langt det meste helt uden ord. Jeg er helt overvældet over hendes ord om mig og oplever en enorm taknemmelighed over at kunne være det for hende, som jeg drømte om at få lov at være her!

Hun bad mig om at følge hende hen til operationsgangen, da det blev tid for hendes operation. Hun havde også et stort ønske om at hun og jeg kunne få taget et billede sammen efter hendes operation (se nedenfor)

Dagen efter hendes operation skulle jeg lave noget administrativt arbejde i et tilstødende lokale, da der var for mange sygeplejersker.  Hver formiddag komme vores sygehuspræster rundt på afdelingerne, synger et par sange, deler et ord og beder med patienterne. Jeg hørte at der virkelig var gang i den med sang og trommer den dag og gik ind for at være med. Da jeg kom ind så jeg min patient danse og synge af alle kræfter. Hun var så lykkelig og takkede Gud og os alle sammen :-) Hun blev udskrevet dagen efter til vores patienthotel ‘Hope Center’. Jeg har haft mulighed for at se hende et par gange siden og bare være sammen med hende.

Jeg beder til og håber på at hun må blive vel modtaget i sin landsby og få nogle gode år med fællesskab og glæde. Jeg kan slet ikke forestille mig den ensomhed og isolation hun har levet i, de sidste mange år!

For to uger siden tog 3 piger og jeg ud for at opleve lidt mere af Conakry end de områder vi kender. På vejen hjem gik vi på nogle togskinner langs vandet I retning mod havnen. Vi kom på et tidspunkt til en lille landsby ved vandet og vi mødte nogle lokale der. Som altid når vi kommer nogen steder var det børnene der først fik øje på os og kom os i møde. Der var også nogle mænd som vi kom til at tale med. Jeg talte med en mand som fortalte at dem som bor der er primært flygtninge fra Sierra Leone (de taler engelsk i Sierra Leone, så det var nemt at kommunikere). De var meget venlige og spurgte om vi ville se hvordan de bor. Vi blev vist rundt i et par af deres huse. De er bygget på pæle så de ikke bliver oversvømmede. Det er praktisk talt bare nogle skure med tynde trævægge, Nogle af dem har presseninger på tagene så regnen holdes ude i regntiden. En del af dem har ikke, så de må leve med at det også regner indendørs. Det var på en måde meget surrealistisk at se deres hjem. At forestille sig at så mange mennesker lever under så kummerlige forhold er hjerteskærende. Nogle af rummene var helt uden møbler, andre med møbler, elektricitet og køleskab. De var meget gæstfrie og lod os også tage nogle billeder.

Der var rigtig mange børn, men også mange voksne i forhold til at det var omkring middagstid. Mange af dem har ingen jobs, da der er stor arbejdsløshed og flygtningene ikke star forrest i køen til at få jobs. En af mændende spurgte om vi kunne komme igen og evt undervise i sundhed. Vi var alle 4 meget opsatte på at komme ud at besøge dem igen.

Vi har været der to gange siden og vi har fundet ud af at der faktisk bor omkring 1000 mennesker. Vi har indtil videre bare bygget lidt relationer og leget med børnene, men vi kan se at der er mange mange sundhedsmæssige behov som fx sår. Vi er klar over at der er langt flere behov end vi kan dække, men vi vil gerne gore det vi kan. Vores plan er at få fat i nogle produkter så vi kan yde sårpleje og undervise dem  i forskellige basale sundhedsemner. Det er rigtig spændende at begynde at lære nogle lokale at kende udenfor skibet.

En anden ting jeg nyder ved arbejdet her er at arbejde med alle de børn vi har indlagt. Vi har haft en dejlig livsglad 2-årig indlagt i et par uger, så vi har alle lært ham og hans mor rigitg godt at kende. Det er den søde lille fyr på mit profilbillede på facebook.

FIFA præsident, futtog og fastelavnsboller

I sidste uge skete der noget ret uventet. Der var varslet en stor demonstration mod den nuværende præsident, da befolkningen er utilfredse med at der ikke er udskrevet valg endnu - valget skal efter planen foregå i maj.
På grund af den varslede demonstration havde vi fået udgangsforbud fra skibet og et møde, som skulle have foregået på havnefronten samme dag blev aflyst. Op ad dagen fik vi at vide, at demonstrationen var udsat til ugen efter på grund af at præsidenten for FIFA (Fédération Internationale de Football Association), Joseph S. Blatter, var i Guinea denne dag. Af denne grund blev demonstrationen udsat til onsdag i næste uge! Hvad der så skete lidt senere på dagen var at vi fik besked om at præsidenten var på vej til skibet og at vi kunne forvente hans ankomst indenfor en time!
Alle de biler som normalt står uden for skibet skulle pludselig udenfor hegnet så der kunne være plads til FIFA præsidenten og hans følge. Han blev eskorteret af nogle politibiler/motorcykler med udrykning og det sidste stykke hen til skibet løb ca 8 betjente efter bilen han var i. Det samme skete på vejen ud fra vores område - et noget sjovt syn! Hvordan skulle løbende politimænd beskytte en bil?!
Jeg mødte ikke præsidenten men fik at vide at han blev vist rundt i hospitalet og var meget rørt over at se det og møde patienterne. På billedet nedenfor er præsidenten ved at skrive i vores gæstebog. Kaptajnen står i baggrunden.

En anden lidt sjov oplevelse jeg har haft, skete mandag aften. Vi havde lidt god tid på arbejdet så jeg tænkte at jeg ville sætte mig sammen med en tolk og snakke lidt med en af patienterne. Jeg prøvede at begynde med lidt small talk ved at fortælle lidt om at skibet vi var på, var et dansk skib. Jeg fortalte at der, hvor vi befandt os, havde der tidligere været tog. Da tolken sagde dette videre til patienten lignede patienten et stort spørgsmålstegn. De snakkede lidt sammen og efter lidt tid sagde tolken til mig "hun kommer fra en lille landsby og ved ikke hvad et tog er". Vi forsøgte at forklare at det er nogle vogne som kan transportere mennesker og gods. Pludselig var de to patienter ved siden af også en del af samtalen (som jeg ikke forstod et ord af). Jeg opfangede dog at de alle var i gang med at forklare hende med store armbevægelser hvad et tog var. Efter flere minutter siger tolken til mig at den ene kvinde sagde det var et fly og den anden kvinde sagde det var noget helt andet.... Jeg havde ikke forudset at noget som et tog kunne blive til en samtale for sig ;-)

Her den anden dag satte jeg mig for at lave fastelavnsboller, da jeg jo ikke havde fået nogen i år. De var et stort hit hos vennerne. Jeg fortalte dem om fastelavn, udklædning og at slå katten af tønden osv. Det faktum, at vi i gamle dage havde en levende kat inden i tønden, rystede nogen af dem lidt. Sjovt at opleve andres reaktioner på ens traditioner og høre om deres.