Jeg har nu været på Africa Mercy i lidt over 2 mdr – dvs halvdelen af den tid jeg skal være her. Det hele føles på mange måder hjemligt, kendt og hverdagsagtigt. Det er dog langt fra trivielt og jeg glæder mig over de spændende mennesker jeg møder og over at jeg får lov til at høre deres historier og være en del af deres liv, om end bare for en kort periode.
En patient jeg for nyligt passede gjorde et stort indtryk på mig. Jeg mødte hende en mandag morgen, hvor jeg fandt ud af at hun havde været indlagt nogle dage hos os, da hendes operation oprindeligt skulle have foregået fredag.
Min patient var 57 år og havde i 20 år haft en tumor i ganen som stak ca 5 cm ud af munden. Fortænderne var skubbet fremad og ud til siderne. Hun var ikke i stand til at lukke sin mund og af den grund havde hun mange problemer med mundvand.
Hun talte et sprog, som ikke ret mange af vores dayworkers eller patienter taler, så jeg kunne ikke rigtig kommunikere med hende. Jeg satte mig ned hos hende med en side fra en malebog og nogle farver og vi sad sammen en halv times tid og malede. Jeg bemærkede at hun havde meget tør og hård hud i håndfladerne, så jeg fandt noget lotion og gav hende til at smøre dem med. Jeg fornemmede at vi havde en god kontakt men vi havde ikke udvekslet et eneste ord.
Jeg forhørte mig om der var nogen som talte hendes sprog og fik at vide at en dayworker på en anden afdeling gjorde og fik arrangeret at han kunne komme og hjælpe mig med at undervise hende i forhold til operationen og det efterfølgende forløb. Han var rigtig rar og tillidsvækkende og patienten begyndte at fortælle lidt om sit liv. Hun var meget nervøs for at operationen ikke skulle blive til noget, da hun var blevet udsat i fredags. Jeg forsikrede hende om at det ville blive den efterfølgende dag. Hun fortalte at hun er udstødt af sin landsby og at folk gør nar af hende og undgår hende når hun møder dem. Derfor sniger hun sig ud i bushen tidligt om morgen inden det bliver lyst og opholder sig der, indtil mørket falder på og hun kan gå tilbage til sit hus. Hun var meget mærket af alle de svigt, skam, isolation osv hun har oplevet. Hun var bange for at hun med Mercy Ships igen ville opleve svigt.
Hun har udtrykt så stor taknemmelighed over min omsorg for hende og nævnte blandt andet hvor meget det betød for hende, at jeg malede sammen med hende. Hun kaldte mig sin ven, søster og mor. Det føles ikke som meget jeg har gjort for hende, og langt det meste helt uden ord. Jeg er helt overvældet over hendes ord om mig og oplever en enorm taknemmelighed over at kunne være det for hende, som jeg drømte om at få lov at være her!
Hun bad mig om at følge hende hen til operationsgangen, da det blev tid for hendes operation. Hun havde også et stort ønske om at hun og jeg kunne få taget et billede sammen efter hendes operation (se nedenfor)
Dagen efter hendes operation skulle jeg lave noget administrativt arbejde i et tilstødende lokale, da der var for mange sygeplejersker. Hver formiddag komme vores sygehuspræster rundt på afdelingerne, synger et par sange, deler et ord og beder med patienterne. Jeg hørte at der virkelig var gang i den med sang og trommer den dag og gik ind for at være med. Da jeg kom ind så jeg min patient danse og synge af alle kræfter. Hun var så lykkelig og takkede Gud og os alle sammen :-) Hun blev udskrevet dagen efter til vores patienthotel ‘Hope Center’. Jeg har haft mulighed for at se hende et par gange siden og bare være sammen med hende.
Jeg beder til og håber på at hun må blive vel modtaget i sin landsby og få nogle gode år med fællesskab og glæde. Jeg kan slet ikke forestille mig den ensomhed og isolation hun har levet i, de sidste mange år!
For to uger siden tog 3 piger og jeg ud for at opleve lidt mere af Conakry end de områder vi kender. På vejen hjem gik vi på nogle togskinner langs vandet I retning mod havnen. Vi kom på et tidspunkt til en lille landsby ved vandet og vi mødte nogle lokale der. Som altid når vi kommer nogen steder var det børnene der først fik øje på os og kom os i møde. Der var også nogle mænd som vi kom til at tale med. Jeg talte med en mand som fortalte at dem som bor der er primært flygtninge fra Sierra Leone (de taler engelsk i Sierra Leone, så det var nemt at kommunikere). De var meget venlige og spurgte om vi ville se hvordan de bor. Vi blev vist rundt i et par af deres huse. De er bygget på pæle så de ikke bliver oversvømmede. Det er praktisk talt bare nogle skure med tynde trævægge, Nogle af dem har presseninger på tagene så regnen holdes ude i regntiden. En del af dem har ikke, så de må leve med at det også regner indendørs. Det var på en måde meget surrealistisk at se deres hjem. At forestille sig at så mange mennesker lever under så kummerlige forhold er hjerteskærende. Nogle af rummene var helt uden møbler, andre med møbler, elektricitet og køleskab. De var meget gæstfrie og lod os også tage nogle billeder.
Der var rigtig mange børn, men også mange voksne i forhold til at det var omkring middagstid. Mange af dem har ingen jobs, da der er stor arbejdsløshed og flygtningene ikke star forrest i køen til at få jobs. En af mændende spurgte om vi kunne komme igen og evt undervise i sundhed. Vi var alle 4 meget opsatte på at komme ud at besøge dem igen.
Vi har været der to gange siden og vi har fundet ud af at der faktisk bor omkring 1000 mennesker. Vi har indtil videre bare bygget lidt relationer og leget med børnene, men vi kan se at der er mange mange sundhedsmæssige behov som fx sår. Vi er klar over at der er langt flere behov end vi kan dække, men vi vil gerne gore det vi kan. Vores plan er at få fat i nogle produkter så vi kan yde sårpleje og undervise dem i forskellige basale sundhedsemner. Det er rigtig spændende at begynde at lære nogle lokale at kende udenfor skibet.
En anden ting jeg nyder ved arbejdet her er at arbejde med alle de børn vi har indlagt. Vi har haft en dejlig livsglad 2-årig indlagt i et par uger, så vi har alle lært ham og hans mor rigitg godt at kende. Det er den søde lille fyr på mit profilbillede på facebook.
