I forrige uge var jeg med til screeningdag I hovedstaden, Brazzaville. Alt forløb roligt, ordentligt og effektivt. Vi havde 500 potentielle patienter i gennem og kunne sige foreløbigt 'ja' til 300 af dem. De vil komme til Pointe-Noire og blive set af vores kirurger i løbet af de næste måneder. Regeringen havde ønsket, at vi  også skulle afholde screening I Brazzaville. Til gengæld sørger staten for patienternes transport til og fra Pointe-Noire, uden dette ville nogle af patienterne helt sikkert ikke have været i stand til at komme.

 

Det var en meget anderledes screeningdag end den vi havde i Poite-Noire i September. Alt var meget mindre og da det var udendørs havde man mere en fornemmelse af hvad der foregik på hele pladsen. Det var en fantastisk oplevelse at møde alle disse patienter og vide at de om bare et par måneder vil få deres liv forvandlet i større eller mindre grad. Der var fx en ung mand på 21 med læbespalte. Han var smart i tøjet og var en pæn fyr på trods af sin læbespalte. Tanken om at han efter en operation på bare en time kan ligne alle andre 21 årige gjorde mig rigtig glad.

 

Der var 2 kvinder som jeg blev nødt til at sende skuffede hjem. Den ene fordi der var andre, med større behov, og den anden fordi hendes problem ligger udenfor vores specialer. Det var hjerteskærende at slukke deres håb på den måde! Jeg beder om at Gud må være med dem og gøre det muligt at de kan få deres helbredelse på en anden måde.

Vi fik set en lille smule af Brazzaville og nød at være lidt afsted fra skibet. Den del af  Brazzaville jeg så ligner en helt almindelig storby med imponerende bygninger, hoteller, springvand, restauranter osv.

Vi har nu kun 2 uger tilbage af ortopædkirurgi. Det var I alt 6 uger – det er gået virkelig stærkt. Vi opererer børn med forskellige deformiteter på benene. Børnene skal blive I sengen de to første dage indtil vi dækker gipsen med fiberglas og de kan begynde at gå. Selv efter de har fået fiberglas på er de meget i sengen, da de gradvist bliver mobiliseret. Det er ofte nogle lange kedelige dage for dem, men når der er tid til det, finder vi på noget sjovt at lave sammen med dem. Her er nogle af mine kollegaer samt Dr. Frank og Dr. Johannes vores ortopædkirurger i gang med at lave papirklip med nogle af børnene :-)  

 

En stor del af livet her på skibet er at leve i tæt fællesskab på godt og ondt. At bo, arbejde og leve her kan ikke undgå at være karakterdannende. Om bare 2 uger rejser nogle af mine bedste venner hjem og i løbet af den næste måned rejser endnu flere. Jeg blev for et par uger siden noget slået ud af at min gode veninde og bofælle, Nina rejser d. 2. dec i stedet for i maj måned. Jeg oplevede at blive konfrontet med min frygt for pludselig forandring og følelsen af at miste noget som et 'mit'. Gud minder mig om at han er trofast og har styr på tingene. Han bringer mennesker ind i mit liv til rette tid og sommetider er det tid til at give slip. Heldigvis kommer der også nogle gode venner fra min tid i Guinea. Min veninde, Elisabeth fra Norge, ankom for en uge siden, og bliver ligeså længe som jeg!