Alle her på skibet giver udtryk for at de elsker livet her og de sygeplejersker som intruducerede os snakkede meget om hvor sjovt man har det. De første 2 dage med introduktion til arbejdet, hvor jeg gik sammen med en anden sygeplejerske, var ikke ret sjove. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i det hele og finde ud af hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kan godt lide at have overblik over patienterne, vide hvad jeg skal gøre osv. og det havde jeg på ingen måde. De sygeplejersker som jeg bor på værelse med følte på samme måde - det var rart at kunne snakke om tingene med dem og følge hinanden i op- og nedture. Nina og jeg jokede med, at vi ville søge om et andet job her, med mindre ansvar, hvis vi stadig havde det sådan om 2 uger :-) Det er en underlig fornemmelse at føle sig som en gæst på et sted man ved man skal bo, arbejde og leve i 4,5 mdr. - men her en uge efter ankomst begynder tingene at føles mere hjemlige og jeg slapper mere af. Jeg begynder også at vænne mig til at tale engelsk hele tiden. Første vagt på egen hånd gik godt, så det gav mig mere mod på det hele!
Der er i alt 20 senge min afdeling 'A ward', hvilket er et stort rum, dog delt på midten af en væg.
De patienter vi har er børn og voksne med grå stær, børn og voksne med læbe- og/eller ganespalte, børn og voksne med hoved-/halstumorer, kvinder med fistler (VVF, vesico-vaginal fistler forårsaget af dagelange fødsler). Lige for tiden har vi alle slags patienter på A ward, så jeg får set lidt af hvert!
Hvis det er børn som er indlagt, vil der være en madras under sengen hvor deres mor eller far og evt mindre søskende kan sove. Der foregår så meget på stuerne. Patienterne blander sig i hinandens samtaler, tager sig af hinandens børn osv. De fleste er meget ublufærdige, de ammer deres børn, skifter tøj osv uden at lade sig gå på af hvem der er på stuen osv (vi vestlige kan more os lidt over at det her i Guinea ikke er noget problem at vise bryster, hvorimod det anses for meget frækt at vise sine knæ).
Patienterne taler mange forskellige sprog, fransk eller forskellige stammesprog (sosu, fula, Krio, malingo) så vi er dybt afhængige af vores lokale tolke. Tolkene eller 'dayworkers' som vi kalder dem indgår som en meget naturlig del af livet på afdelingerne. De tager sig af meget af undervisningen til patienterne og mange praktiske ting. Det har overrasket mig hvor naturligt det er at tage dem med i forskellige situationer - men det er jo også meget nødvendigt for at vi kan kommunikere med patienterne. Med mindre ting kan man ofte klare sig med 'gæt og grimasser' hvilket kan være ret sjovt! Ind i mellem er vi nødt til at bruge andre patienters caregivers som tolke, hvilket ville være fuldstændig uhørt hjemme i DK. Her anses 'privatliv' ikke som en ret eller noget man har brug for at gøre krav på.
Hvis patienterne skal have nogle mere alvorlige beskeder har vi dog nogle særligt trænede rådgivere som kan tale med patienterne. Disse beskeder kunne fx være at de er testet HIV positiv eller at deres sygdom er ondartet og vi så desværre ikke kan operere dem. Der er ingen mulighed for kemoterapi eller stråleterapi her i landet, hvilket er grunden til at vi ikke kan operere dem, da de ikke ville være godt hjulpet.
Ved vagtskifte mødes vi alle for at give rapport for den forgående vagt og for at sige Gud tak for at han har været med og bede ham om at velsigne resten af dagen. Patienterne bliver også tilbudt forbøn inden de skal ind på operationsgangen, hvilket mange af dem tager imod. Der er en meget speciel fornemmelse af enhed og fælles fokus alle faggrupper i mellem.
Lige en lille sjov historie fra lørdag aften. Min afdeling var lukket så det betød at jeg skulle være på en anden afdeling, hvor der var 1 'rigtig patient' og 15 andre hotel patienter, som ventede på forundersøgelse den følgende mandag for VVF operationer. Jeg havde ikke noget dayworker hos mig, så jeg kunne ikke kommunikere med dem, undtagen en af dem som tale engeksl, men hun kunne ikke tale med de andre så det var ikke til så stor hjælp. Jeg kedede mig fordi jeg ikke havde ret mange opgaver og fordi jeg ikke kunne snakke med dem. Så jeg fik den ide at jeg kunne afspille en dansk sang for dem og så bede dem om at lære mig nogle af deres sange. Jeg fik en dayworker til at oversætte det og gik så i gang med at afspille sangen. Bagefter gjorde jeg tegn til at det var deres tur og den engelsktalende kvindek begyndte at synge, men ingen andre kendte og forstod sangen og den døde lidt ud. Jeg troede at hele ville ende her og at det var lidt af et flop. Det gik op for mig at de troede at de skulle synge sange på engelsk, hvilket de selvfølgelig ikke kunne. Jeg fik kommunikeret at de skulle synge på deres egne sprog og så var alle kvinderne med. En fandt en tromme frem og vi begyndte at synge og danse (ja, jeg dansede også!) - og det udviklede sig til 1,5 times dansefest hvor flere af patienterne fra naboafdelingen sluttede sig til samt flere af de andre sygeplejersker og dayworkers - det var virkelig sjovt!
Den første dag på A ward var jeg med da 3 børn, som var blevet opereret for grå stær dagen før, fik deres klapper for øjnene af! Det var fantastisk at se hvordan de reagerede da de fandt ud af at de kunne se. Nogle af børnene er helt blinde før operation, andre har meget nedsat syn. En af drengene var et stort smil og man kunne ikke lade være med at blive smittet af hans glæde! Drengen jeg taler om er ham med de grønne solbriller. Desværre blev smilet ikke fanget af kameraet. Se billedet nedenfor.
Det giver rigtig meget mening at være med til at gøre en forskel for de her mennesker! At vide at de ikke ville have fået behandlingen hvis vi ikke havde været der, gør mig meget taknemmelig over at være lige netop her.
.png)