Så kom de endelig!

Noget af det jeg især har set frem til for min tid i Congo er specialet med kvinder med VVF (vesico-vaginal-fistula). Disse kvinders historier har på en særlig måde berørt mig og jeg ser det som et privileium, at få lov til at være en del af deres rejse mod helbredelse!

VVF er en tilstand med en eller flere fistler (kanaler) mellem blære og vagina, forårsaget af kompliceret fødsel. Den åbne kanal fra blæren betyder at kvinderne konstant er inkontinente hvilket resulterer i skam, social isolation og desværre for mange, at de bliver forladt af deres mænd eller udelukket fra deres familier.

VVF forekommer udelukkende i udviklingslande og skyldes utilstrækkelig eller utilgængelig  lægehjælp i forbindelse med fødsel. Kvinderne må føde på egen hånd og kan ende med dagelange fødsler, som forårsager skader i fødselskanalen samt dødfødte børn for de fleste. Hvis kvinderne havde haft mulighed for at få kejsersnit i tide, ville denne forfærdelige tilstand være undgået. 

En del af disse kvinder har levet med deres lidelse i mange år og har søgt behandling forskellige steder og brugt mange penge i håb om at blive helbredt. Flere af dem har fået mislykkede operationer i nabolande.

Vi er nu i den tredje uge ud af 7 med VVF operationer. Vi afholdt vores første dress-ceremoni i mandags! 8 kvinder deltog i denne ceremoni. Vi gør et stort nummer ud af at fejre det, når kvinderne kan rejse “tørre” hjem. Hver af kvinderne får en ny kjole, bliver sminket og får nye smykker som et symbol på en ny identitet. 

Forrest fra venstre: Carole, Francoise, Genifere og Natascha

Bagerst fra venstre: Isabelle, Mama Emilie, Mama Suzanne og Dorothee

De behøver ikke længere at skamme sig, over hvem de er, og har fået fornyet håb og tro på, at de er smukke og værd at elske. Denne forvandling sker dog ikke i den time dress-ceremonien varer. Forvandlingen sker når et håb for helbredelse tændes. Når kvinderne bliver taget imod af sundhedspersonale, som ikke tager afstand fra dem. Når de møder andre kvinder, som har levet med den samme lidelse og skam og de finder ud af, at de ikke er alene. Når de oplever oprigtig kærlighed og venskab med andre patienter, day workers og sygeplejesker uanset om de er tørre eller ej. Når de for første gang i mange år mærker deres blære fyldes og de selv kan kontrollere når de vil tømme den.  Når de erfarer at de er elsket af en kærlig Gud, som har planer om lykke og ikke om ulykke for dem (Jeremias 29:11).  

Genifere (28) var den første, som blev opereret og jeg tog mig af hende på dagen, hvor hun skulle opereres, og den efterfølgende dag. Hun fortalte mig at hun havde haft sin fistel i 5 år. Hendes søn overlevede fødslen, men havde mange sundhedsproblemer. Geniferes mand forlod hende, da hun var inkontinent. I efteråret 2013 blev Geniferes søn alvorligt syg og hun rejste til nabolandet DRC (demokratiske republic Congo) i håb om behandling. Desværre var han for syg til at kunne reddes og Genifere måtte begrave ham langt hjemmefra. Mens Genifere var i DRC hørte hendes onkel om Mercy Ships og han sagde til Genifere, at hun skulle komme hjem og få behandling.

Genriferes indlæggelse var til tider en kamp for hende, især da hun var lidt længere om at komme sig end nogle af de andre kvinder. Hun havde brug for megen opmuntring, da hun havde svært ved at tro på at hun ville blive helt helbredt.

Det var en kæmpe glæde for mig at høre hende dele hendes historie til dress-ceremonien. Det var en meget ærlig historie med megen lidelse og alvor, men det er tydeligt at der er tændt et håb I hende om en bedre fremtid!

      

Her takker Dorothee vores VVF kirurg Dr. Intengre Ouedraogo (Burkina faso)   

Stærke og modige piger!

I de sidste 7 uger har vi foretaget operationer for ca 100 patienter primært med brandskader. Så mange af disse patienter, har fået en særlig plads i mit hjerte, ikke mindst disse to piger: Gaella (6 år) og Benjamine (12 år). Disse to tapre piger har været rigtig meget i gennem, og det er blevet tydeligt for mig, at vejen til helbredelse, for mange af vores patienter, er lang og smertefuld!

Gaella

 

Benjamine 

                                                                     

Jeg tror mange patienter har en ide om, at de bliver opereret – at vi fikser dem og så er alt godt.  Vi gør naturligvis meget ud af at informere om, hvad de kan forvente og at deres resultat vil afhænge af, at de gør de øvelser, vores fysioterapeuter lærer dem og at de vil, få foretaget hyppig sårpleje. 

Jeg prøver at sætte mig ind i hvordan det må føles at være en 6 årig pige, som kommer ind på et stort skib med en masse hvide mennesker i blåt tøj. Hendes mor og far har fortalt hende, at de hvide mennesker vil fikse hendes arme, så de både kan strækkes og bøjes ligesom alle andre børns arme. Sidste gang hun var på et hospital var 4 år siden, da hun fik en forfærdelig forbrænding på din hoved, ryg og arme. På hospitalet behandlede de hende konservativt, dvs uden operation. Da sårende på armene helede, resulterede det I en sammentrækning I albueledene og nedsat bevægelighed. Det sidste sår på håndleddet var kun lige helet op få måneder før ankomsten til det store skib.

Efter sådanne oplevelser ville jeg være rædelsslagen for at være på et hospital igen og især i så fremmede omgivelser. Og det var denne lille pige også. Mit første møde med Gaella var i en nattevagt, den samme dag, hvor hun var blevet opereret. Begge hendes arme var opereret og immobiliseret i plastikskinner - efter operation må de involverede led tvinges til en yderpostition, så muskler og senser kan blive strakt og leddene ikke igen trækker sig sammen.  Hun havde smerter, så jeg gav hende morfin i hendes venflon, men den var tydeligvis ikke godt placeret mere, da hun vred sig og klagede over smerter I foden. Ude af stand til at bruge sine arme, bevægede hun sit hoved hen mod min arm og jeg flyttede den, da jeg var sikker på at hun ville bide mig. Den efterfølgende nat bevægede hun igen sit hoved hen mod min arm, mens jeg målte hendes værdier, denne gang hvilede hun sin pande mod min arm. Sådan en lille handling som udviste tillid og at hun følte sig mere tryg!

I den efterfølgende tid kom Gaellas sprudlende og glade natur tydeligt frem. Hun sprang I armene på os sygeplejersker og hun bragte mange smil og latter. Hun accepterede sine helt strakte arme i skinner og fandt andre måder at komme rundt på. En gang i mellem har vi moret os over at se hende læne hele overkroppen tilbage for at kunne bladre I en bog, cykle på dækket eller at stryge en sygeplejerske over håret, når hun sad på skøddet af os.

Gaella på HOPE center

Benjamines vej til helbredelse har været en hård og krævende proces for hende, hendes trofaste og kærlige mor, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, tolke, sårpleje teamet, radiografer, laboranter, anæstesilæger og læger. Hendes brandskader omfattede halsen, begge armhuler, albuer og brystet. Efter operationen var begge hendes arme i bøjler, som holdt dem i 90 graders vinkel og hun måtte ligge fladt I sengen uden puder, for at hudtransplantatet til hendes hals kunne få ro til at hele. Dette var enormt ubehageligt for hende og hun havde mange smerter, hvorfor hun havde 2 pumper med smertestillende drop I de første uger. At transportere en 12 årig pige, med begge arme strakt ud til siderne, med adskillelige poser, slanger, dropstativer og maskiner gennem de smalle gange og døre fra sengeafdelingen til røngten, som vi matte gøre få dage efter hendes operation, er en team opgave for 5-6 mennesker. De første sårskift krævede ca 10 mennesker og tog 3 timer.

Benjamine og Beth fra Australien (bemærk det norske flag

 i Benjamines hår I anledning af Vinter OL)  

Hendes pleje I den første tid var meget omfattende og at flytte rundt på hende, gav hende ulidelige smerter. Mange gange, når jeg så ind i hendes øjne, i den tid blev mit hjerte brudt en lille smule og jeg var lige ved at græde. I de situationer er der ikke meget andet at gøre end at være der, forsikre hende om at alt bliver okay og bede for hende.

Ca. 5 uger er gået siden hendes første operation (det var nødvendigt at forestage en ny hudtransplantation til hendes højre arm) og der er en verden til forskel fra de første uger! Hun bevæger sig frit rundt, stadig med skinne på den højre arm. Kun den højre arm er nu dækket af forbindinger, de øvrige er helet. Hun kan løfte både hovedet og begge arme.

 

Benjamine er en af de modigste og stærkeste piger jeg kender! På trods af alt det, vi har udsat hende for er hun fortsat positiv og tillidsfuld. At have fået lov til at være en del af hendes vej til helbredelse er en kæmpe privilegium. Hendes smil smelter enhver!

Her er jeg sammen med nogle af mine kollegaer,

patienter og pårørende i  B ward.

Kvinden til højre (ved siden er mig) er Benjamines mor.  

Et år senere og stadig i Afrika...

Sidste søndag var det præcis et år siden jeg ankom til Africa Mercy i Conakry, Guinea. Dette år har været fyldt med overraskelser, udfordringer, læring, venskaber, personlig og åndelig vækst! Jeg er dybt taknemmelig til Gud for alt jeg har fået lov til at opleve – for hvert eneste liv jeg har fået lov til, at berøre og for de aftryk disse mennesker, har efterladt I mit hjerte!   

 

 

I begyndelsen af december overførte vi de sidste af vores ortopædkirurgiske patienter til vores naboafdeling og lukkede B ward ned indtil begyndelsen af januar. Jeg regnede med at de sidste to uger inden min ferie I Zambia ville blive meget stille og med en masse småopgaver – men der tog jeg fejl. Sammen med to andre sygeplejersker fra min afdeling, Nicky fra Holland og Rina fra New Zealand fik jeg til opgave at tilrettelægge fire dages undervisning fra 8.00-16.00 for vores lokale day crew. Der var naturligvis ikke arbejde for dem, når vores afdeling var lukket ned. Vi mødtes mandag d. 9. december og brainstomede omkring relevante emner og gik så i gang med, at forberede undervisning til den følgende dag. Det blev nogle lange dage og en lidt stressende uge, men det var det hele værd!

 

 Fra venstre: Elisabeth, Melinda (teamleder for orto.), Nicky og Rina

Vi underviste blandt andet omkring anatomi og fysiologi, kroppens basale behov, førstehjælp, interaktion med patienter, team building, kulturelle forskelle og konflikter. Det var et kæmpe privilegium, at bruge noget tid, uden for arbejdet i afdelingen, med vores ca 12 tolke (heraf kun 1 kvinde) og at opleve dem være engagerede og ivrige for at lære. Det var bestemt ikke kun dem der blev klogere I den uge! Jeg synes især det var interessant, at lære mere om congolesisk kultur og høre om deres oplevelser I mødet med de forskellige nationaliteter og kulturer på skibet.

Vi begyndte hver dag med en andagt og lovsang – når de først kom i gang med trommer og sang, var de ikke til at stoppe igen! Som afslutning på ugen holdt vi en fest hvor alle sygeplejerskerne fra afdelingen var inviteret og day crew fik overrakt certifikater.

 

Det viste sig at være så stor en success at vi blev bedt om at undervise day crew fra D ward den efterfølgende uge og I næste uge vil tre sygeplejersker fra A ward køre det same forløb for deres day crew.

D. 20. December rejste jeg til Zambia for at fejre jul og nytår med Malene, Andreas og Anne-Mette. Vi havde to meget afslappede uger sammen, hvilket var tiltrængt for os alle. Vi var på nogle små eventyr som fx juleaftensdag hvor vi tog i skoven for at plukke nogle smukke røde blomster som springer ud ved juletid. Vi var alle fire på en ATV og Andreas nød at køre ræs på de hullede mudderveje!

 

 

Juleaften blev tilbragt sammen med nogle andre danskere og jeg forsøgte, at se bort fra at jeg var blevet fortalt, at grisen var blevet parteret på det selv samme spisebord, som vi sad omkring og nød julemiddagen! Det var nu ikke svært for maden var god og selskabet hyggeligt!  

Da jeg rejste fra Zambia følte jeg mig udhvilet og klar til at rejse tilbage til Congo og tage fat igen på en ny runde af plastikkirurgi. D. 7. januar afholdt vi en evalueringsdag for de plastikkirugiske patienter vi opererede i september-oktober.

 

 

 

Ud af de ca. 90 patienter dukkede 54 af dem op og blev set af vores kirurg Tertius Venter fra Syd Afrika. Vi benyttede anledningen til at holde en fest sammen med dem. Gensyns-glæden var stor for både patienter og sygeplejersker!

 

  

 

 

Som sagt er vi nu I gang med en ny runde af plastikkururgi hvilket primært er for, at give patienter funktion tilbage i hænder, arme, ben og fødder efter brandskader. Da de færreste får akut behandling efter brandskader her, kan det forårsage fastlåste led når sårene heler. Disse patienter får som regel transplanteret hud til det berørte område og deres helingsprocess er lang med hyppig sårpleje og fysio- og ergoterapi.

 

 

Vi har I denne omgang 9 uger med operationer og forventer at operere ca 135 patienter fra Brazzaville og den nordlige del af Congo.

 

 

Jeg har I de seneste uger haft den glæde, at have selskab af 4 andre danskere: Peter Thornval fra Aalborg (øjenkirurg), Tine og Holger Damsgaard fra Aarhus (plastikkirurg og medarbejder hos TV2 - Holger havde et meget alsidigt job mens han var på skibet!) og senste ankomne Benedikte Schmidt fra Rødekro (radiograf). Benedikte skal være her I 8 uger, de øvrige var her 2 uger. De har alle gamle minder fra dengang, skibet var Storebæltsfærgen Dronning Ingrid, og nu nye minder som jeg har været så heldig at være en del af.