Gaella
Benjamine
Jeg tror mange patienter har en ide om, at de bliver opereret – at vi
fikser dem og så er alt godt. Vi gør
naturligvis meget ud af at informere om, hvad de kan forvente og at deres
resultat vil afhænge af, at de gør de øvelser, vores fysioterapeuter lærer dem
og at de vil, få foretaget hyppig sårpleje.
Jeg prøver at sætte mig ind i hvordan det må føles at være
en 6 årig pige, som kommer ind på et stort skib med en masse hvide mennesker i
blåt tøj. Hendes mor og far har fortalt hende, at de hvide mennesker vil fikse
hendes arme, så de både kan strækkes og bøjes ligesom alle andre børns arme.
Sidste gang hun var på et hospital var 4 år siden, da hun fik en forfærdelig
forbrænding på din hoved, ryg og arme. På hospitalet behandlede de hende
konservativt, dvs uden operation. Da sårende på armene helede, resulterede det
I en sammentrækning I albueledene og nedsat bevægelighed. Det sidste sår på håndleddet
var kun lige helet op få måneder før ankomsten til det store skib.
Efter sådanne oplevelser ville jeg være rædelsslagen for at
være på et hospital igen og især i så fremmede omgivelser. Og det var denne
lille pige også. Mit første møde med Gaella var i en nattevagt, den samme dag,
hvor hun var blevet opereret. Begge hendes arme var opereret og immobiliseret i
plastikskinner - efter operation må de involverede led tvinges til en
yderpostition, så muskler og senser kan blive strakt og leddene ikke igen
trækker sig sammen. Hun havde
smerter, så jeg gav hende morfin i hendes venflon, men den var tydeligvis ikke
godt placeret mere, da hun vred sig og klagede over smerter I foden. Ude af
stand til at bruge sine arme, bevægede hun sit hoved hen mod min arm og jeg
flyttede den, da jeg var sikker på at hun ville bide mig. Den
efterfølgende nat bevægede hun igen sit hoved hen mod min arm, mens jeg målte
hendes værdier, denne gang hvilede hun sin pande mod min arm. Sådan en lille
handling som udviste tillid og at hun følte sig mere tryg!
I den efterfølgende tid kom Gaellas sprudlende og glade
natur tydeligt frem. Hun sprang I armene på os sygeplejersker og hun bragte
mange smil og latter. Hun accepterede sine helt strakte arme i skinner og fandt
andre måder at komme rundt på. En gang i mellem har vi moret os over at se
hende læne hele overkroppen tilbage for at kunne bladre I en bog, cykle på dækket eller at
stryge en sygeplejerske over håret, når hun sad på skøddet af os.
Gaella på HOPE center
Benjamines vej til helbredelse har været en hård og krævende proces for hende, hendes trofaste og kærlige mor, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, tolke, sårpleje teamet, radiografer, laboranter, anæstesilæger og læger. Hendes brandskader omfattede halsen, begge armhuler, albuer og brystet. Efter operationen var begge hendes arme i bøjler, som holdt dem i 90 graders vinkel og hun måtte ligge fladt I sengen uden puder, for at hudtransplantatet til hendes hals kunne få ro til at hele. Dette var enormt ubehageligt for hende og hun havde mange smerter, hvorfor hun havde 2 pumper med smertestillende drop I de første uger. At transportere en 12 årig pige, med begge arme strakt ud til siderne, med adskillelige poser, slanger, dropstativer og maskiner gennem de smalle gange og døre fra sengeafdelingen til røngten, som vi matte gøre få dage efter hendes operation, er en team opgave for 5-6 mennesker. De første sårskift krævede ca 10 mennesker og tog 3 timer.
Benjamine og Beth fra Australien (bemærk det norske flag
i Benjamines
hår I anledning af Vinter OL)
Hendes pleje I den første tid var meget omfattende og at
flytte rundt på hende, gav hende ulidelige smerter. Mange gange, når jeg så ind
i hendes øjne, i den tid blev mit hjerte brudt en lille smule og jeg var lige
ved at græde. I de situationer er der ikke meget andet at gøre end at være der,
forsikre hende om at alt bliver okay og bede for hende.
Ca. 5 uger er gået siden hendes første operation (det var
nødvendigt at forestage en ny hudtransplantation til hendes højre arm) og der
er en verden til forskel fra de første uger! Hun bevæger sig frit rundt, stadig
med skinne på den højre arm. Kun den højre arm er nu dækket af forbindinger, de
øvrige er helet. Hun kan løfte både hovedet og begge arme.
Benjamine er en af de modigste og stærkeste piger jeg
kender! På trods af alt det, vi har udsat hende for er hun fortsat positiv og
tillidsfuld. At have fået lov til at være en del af hendes vej til helbredelse
er en kæmpe privilegium. Hendes smil smelter enhver!
Her er jeg sammen med nogle af mine kollegaer,
patienter og pårørende
i B ward.
Kvinden til højre (ved siden er mig) er Benjamines mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar