Så kom de endelig!

Noget af det jeg især har set frem til for min tid i Congo er specialet med kvinder med VVF (vesico-vaginal-fistula). Disse kvinders historier har på en særlig måde berørt mig og jeg ser det som et privileium, at få lov til at være en del af deres rejse mod helbredelse!

VVF er en tilstand med en eller flere fistler (kanaler) mellem blære og vagina, forårsaget af kompliceret fødsel. Den åbne kanal fra blæren betyder at kvinderne konstant er inkontinente hvilket resulterer i skam, social isolation og desværre for mange, at de bliver forladt af deres mænd eller udelukket fra deres familier.

VVF forekommer udelukkende i udviklingslande og skyldes utilstrækkelig eller utilgængelig  lægehjælp i forbindelse med fødsel. Kvinderne må føde på egen hånd og kan ende med dagelange fødsler, som forårsager skader i fødselskanalen samt dødfødte børn for de fleste. Hvis kvinderne havde haft mulighed for at få kejsersnit i tide, ville denne forfærdelige tilstand være undgået. 

En del af disse kvinder har levet med deres lidelse i mange år og har søgt behandling forskellige steder og brugt mange penge i håb om at blive helbredt. Flere af dem har fået mislykkede operationer i nabolande.

Vi er nu i den tredje uge ud af 7 med VVF operationer. Vi afholdt vores første dress-ceremoni i mandags! 8 kvinder deltog i denne ceremoni. Vi gør et stort nummer ud af at fejre det, når kvinderne kan rejse “tørre” hjem. Hver af kvinderne får en ny kjole, bliver sminket og får nye smykker som et symbol på en ny identitet. 

Forrest fra venstre: Carole, Francoise, Genifere og Natascha

Bagerst fra venstre: Isabelle, Mama Emilie, Mama Suzanne og Dorothee

De behøver ikke længere at skamme sig, over hvem de er, og har fået fornyet håb og tro på, at de er smukke og værd at elske. Denne forvandling sker dog ikke i den time dress-ceremonien varer. Forvandlingen sker når et håb for helbredelse tændes. Når kvinderne bliver taget imod af sundhedspersonale, som ikke tager afstand fra dem. Når de møder andre kvinder, som har levet med den samme lidelse og skam og de finder ud af, at de ikke er alene. Når de oplever oprigtig kærlighed og venskab med andre patienter, day workers og sygeplejesker uanset om de er tørre eller ej. Når de for første gang i mange år mærker deres blære fyldes og de selv kan kontrollere når de vil tømme den.  Når de erfarer at de er elsket af en kærlig Gud, som har planer om lykke og ikke om ulykke for dem (Jeremias 29:11).  

Genifere (28) var den første, som blev opereret og jeg tog mig af hende på dagen, hvor hun skulle opereres, og den efterfølgende dag. Hun fortalte mig at hun havde haft sin fistel i 5 år. Hendes søn overlevede fødslen, men havde mange sundhedsproblemer. Geniferes mand forlod hende, da hun var inkontinent. I efteråret 2013 blev Geniferes søn alvorligt syg og hun rejste til nabolandet DRC (demokratiske republic Congo) i håb om behandling. Desværre var han for syg til at kunne reddes og Genifere måtte begrave ham langt hjemmefra. Mens Genifere var i DRC hørte hendes onkel om Mercy Ships og han sagde til Genifere, at hun skulle komme hjem og få behandling.

Genriferes indlæggelse var til tider en kamp for hende, især da hun var lidt længere om at komme sig end nogle af de andre kvinder. Hun havde brug for megen opmuntring, da hun havde svært ved at tro på at hun ville blive helt helbredt.

Det var en kæmpe glæde for mig at høre hende dele hendes historie til dress-ceremonien. Det var en meget ærlig historie med megen lidelse og alvor, men det er tydeligt at der er tændt et håb I hende om en bedre fremtid!

      

Her takker Dorothee vores VVF kirurg Dr. Intengre Ouedraogo (Burkina faso)