For knap 2 uger siden lagde vi til kaj i Pointe-Noire efter 13 dages sejlads. Det var en festlig dag både for os ombord og for dem som modtog os i havnen. Blandt vores velkomstkomite var Mercy Ships grundlæggere Don og Deyon Stephens, vores advance team, som har været i Congo siden påske og gjort klar til vores field service, adskillelige pressefolk samt repræsentanter fra Congos regering og erhvervsliv.

Don og Deyon Stephens

Det umiddelbare indtryk af byen er, at landet er mere udvilket end de øvrige vestafrikanske lande Mercy Ships har besøgt. I byen findes flotte bygninger, hoteller og huse, men områder med mere primitive boliger og småbutikker er også en del af bybilledet. Der bor flere udlændinge her, blandt andet på grund af olieindustrien, så vi vækker ikke helt så meget opsigt, alene med vores hudfarve.

Udsigten i havnen

Dagen efter vi ankom var vi en gruppe på 10 personer som tog til en strand, som ligger kun ca 3 km fra skibet. Det er en udemærket strand med gode bølger til at surfe (nej, jeg har ikke surfet, bare til dem som skulle være i tvivl :-)) Her mødte vi en mand Rui, fra Portugal som var utroligt imødekommende og venlig. Han tog os med hjem og viste os lidt rundt i byen og fortalte os en masse om, hvordan det er at bo i Pointe-Noire.

I sidste weekend fyldte vi to biler og tog på sightseeing. Vi så nogle forskellige strande og nogle smukke steder, som helt sikkert er værd at besøge igen. Jeg glæder mig meget til at se mere af Congos smukke natur!

Jeg arbejder fortsat i køkkenet, denne uge med. Der har været lidt ekstra tryk på i køkkenet. da vi har skullet oplære vores nye day crew, som nu arbejder sammen med os. Jeg har forsøgt at bruge muligheden til at lære nogle af dem lidt at kende og lære lidt fransk, mens vi renser kyllinger, former burgerbøffer og hvad vi nu ellers laver. Det er nogle rigtig søde og arbejdsomme mennesker.

I søndags havde jeg den glæde at hente min new zealandske veninde Nina i lufthavnen. Mens jeg ventede på hende så jeg en dreng på ca 5 år som havde et navlebrok. Jeg forsøgte på meget dårligt fransk, at forklare hans far, at drengen måske kan blive opereret hos os. Han lod ikke til at forstå, det jeg prøvede at sige og desværre var ingen af de franske gloser jeg havde lært i køkkenet til nogen hjælp ;-)

Jeg henvendte mig til en anden mand som stod ved siden af os, og det viste sig at han talte engelsk, så han hjalp mig med at give mit budskab videre!

I den kommende weekend ankommer ca 25 nye sygeplejersker og vi kommer til at have noget fælles introduktion mandag og tirsdag. Onsdag har vi vores store screeningdag hvor vi forventer flere tusinde mennesker vi komme. Jeg kommer til at hjælpe med at registrere folk som kommer. Jeg er meget spændt på dagen og alle de indtryk der vil være sådan en dag.

Denne video fra sidste års screening i Conakry kan give et indtryk af hvordan screeningdag foregår Screeningdag Conakry 2012

Den 1. sep. åbner hospitalet og d. 2. sep. vil vi foretage de første operationer. Efter 3 månderes pause fra patienter og sygepleje må jeg sige, at jeg glæder mig til at være sygeplejerske igen!

Sail away....

Hav ligeså langt øjet rækker - på en gang ensformigt og hele tiden forskelligt. Varierende lys, nye formationer af skyer, uklart vejr på grund af sand fra Sahara i luften, klart vejr med sol og varme og smukke solnedgange. Bølger, der skummer når skibet skærer igennem dem, flyvefisk der springer op af vandet, flyver elegant og nærmest komisk styrter i bølgerne. Havskildpadder, delfiner som cirka et par gange om dagen glæder besætningen, når de slår følge med skibet, hvaler der, som sjældne gæster dukker op af overfladen - det er mine omgivelser i omtrent en uge endnu!

Selvom jeg i min barndom har sejlet meget med færgen til og fra Læsø, var der en særlig følelse af spænding da skibet i lørdags sejlede ud fra havnen i Santa Cruz, Tenerife. Kommer der til at være turbulens så vi alle sammen kommer til at ligge og brække os? Hvad skal vi få tiden til at gå med på havet i 14 dage?  Løber vi tør for vand? Hvordan vil det føles at sejle ind i havnen i Pointe-Noire?

Det første døgn vi sejlede var der høj sol og fuldstændigt roligt hav. Den næste dag og de øvrige dage har det gynget lidt mere. Ind i mellem føler man sig som en kugle i et af de der spil, hvor det gælder om at vippe banen så kuglen styres i gennem banen udenom hullerne.

Værelset sikret til sejlads!

På mange måder er alt ved det gamle, som da jeg forlod skibet for 2 mdr siden. Mange ting er dog også anderledes, da besætningen er skiftet en del ud siden sidst. Der er en anderledes stemning ombord når der ikke er den normale aktivitet ind og ud af skibet. Det er nemmere at mødes på tværs af arbejdsgrene og lære nye folk at kende.

Fra venstre: Jasmin, frisør (Canada), Erin, ergoterapeut (USA), Amy, sygeplejerske (USA).

Hvis I kigger nøje efter kan I se det originale navn 'Dronning Ingrid i baggrunden.

Her bages kager til folkene på broen 

og i maskinrummet.

Mens vi sejler er vi sygeplejersker omplaceret i andre afdelinger på skibet. Jeg arbejder i køkkenet hveranden dag, hvor jeg skærer grøntsager, vasker op, bager, gør rent osv. Her gælder det om at have et godt fodfæste og sørge for at alle arbejdsredskaber er sikret mod pludselige udsving. Det er hårdt arbejde og lange dage i køkken og spisesal. Jeg har stor respekt for dem som arbejder der hele tiden og jeg vil huske at værdsætte dem meget mere i fremtiden!



Mine fridage har jeg rig mulighed for at bruge på at indhente lidt af den alenetid, der ikke var så meget af i løbet af sommeren. Jeg ser det som en rigtig god mulighed for at stille skarpt på grunden til at jeg er her og blive klar mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt til hvad der skal ske i Congo.



En del aftener tager folk guitarer og trommer med ud på forstavnen og vi synger lovsange til Gud. Det er et vidunderligt sted at prise ham og takke ham for hans skaberværk!