Min opgave på dagen var at indregistrere patienter, skrive deres navne, kontaktoplysninger osv. Dette var lidt af en udfordring med navne, som er så anderledes. Med hjælp fra vores daycrew gik det rigtig fint. Vi fandt en rigtig god måde at arbejde sammen på, hvor de skrev navne og telefonnumre ned på en post it note og jeg skrev oplysningerne ind på de rigtige ark.
Vi havde rigtig mange mennesker i gennem og det blev på en måde lidt af et 'samlebåndsarbejde' men jeg er sikker på at det var Gud, der gav mig styrken og overskuddet til, at holde ud og stadig være tålmodig og venlig på trods af træthed og sult. Den sidste time var der helt mørkt og vi måtte klare os med lommelygter.
Her er Nina i gang med at indregistrere en mulig patient
Nogle havde til opgave at lege med børnene og hjælpe dem igennem en lang og udmattende dag.
Min oplevelse af dagen var ret neutral rent følelsesmæssigt. De mennesker jeg mødte havde fået et foreløbigt 'ja' og var derfor glade og tålmodige. Nogle af mine kollegaer var i præscreening og var med til at sende mange mennesker væk, hvilket de var meget påvirket af og bagefter har måttet processe. I kan læse om min værelseskammerat Hannahs oplevelser her, for at få en anden side af historien i hendes blogpost med navnet 'A day of hope'.
Jeg plejede at tænke at det var at 'gnide salt i såret' at sige til folk: "Vi kan desværre ikke hjælpe dig, men vi kan bede for dig". Da dagen nærmede sig ændredes mit syn på det. Jeg tænkte i stedet at det ville være ubarmhjertigt, ikke at bede sammen med folk inden vi sendte dem hjem. At tage tid til at se dem i øjnene, glæde sig sammen med dem som har fået et 'ja' og sørge sammen med dem som har fået et 'nej'. At bede Gud om at gribe ind, helbrede dem og være nær hos dem.
Nogle af mine venner bad for folk den dag og de fortalte om en kvinde, som kom for at få forbøn. Hun havde haft en blodprop i hjernen og det kunne ses ved, at den ene side af hendes ansigt 'hang' og at hun havde besvær med at tale. Mine venner bad for hende og kvinden begyndte at gå mod udgangen. Mens hun gik sagde en af dem: "Vent et øjeblik - dit ansigt er jo helt forandret". Kvindens ansigt var tilbage til det normale og hun kunne tale uden besvær! Al ære til Gud for dette mirakel!
Mange andre oplevede bedring i deres tilstand og mange kom til bønnerummet med vrede og skuffelse (forståeligt nok) men gik opløftede derfra, med en tro på at Gud god.
Det har været så godt at få afdelingerne fyldt op igen. Hospitalet emmer af liv og det er lettere for os alle sammen at se hvad vi er her for. Jeg arbejder på afdeling B hvor vi har patienter som får foretaget plastikkirurgi. Mange af disse patienter har brandskader som har været ubehandlede eller utilstrækkeligt behandlede. Ved brandskader er der hud og væv som forgår, så når sårene heles, trækker huden sig sammen, for at dække hele området. Da der er for lidt hud, resulterer det i, at led bliver mindre fleksible eller helt låst fast. Behandlingen for disse patienter er derfor at løsne det eller de led, som er involvet og transplantere hud til området. De fleste patienter er indlagt i uger til måneder, da specialicet sårpleje og genoptræning er essentiel for, at patientne får den bedst mulige funktion.
8-årige Sahara kom til vores screeningdag og var en af de første patienter som blev opereret. Hendes brandskader var både i ansigt og hendes venstre hånd.
Sahara og hendes mor ankommer til skibet dagen før Saharas operation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar